Grøn strøm satte nye rekorder i første halvår
I første halvår af 2023 kom 67 procent af den strøm, vi forbrugte, fra vindmøller og solceller.
Det viser en opgørelse, som brancheorganisationen Green Power Denmark har lavet ud fra Energinets energidata.
Der er tale om en ny rekord for forbruget af grøn strøm.
- Hvis vi kigger bare to år tilbage, så lå produktionen fra sol og vind på 51 procent, og i dag har vi ramt 67 procent. Så det går da bestemt i den rigtige retning, men der er noget vej endnu, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er direktør for vedvarende energi i Green Power Denmark.
I 2022 kom 60 procent af den strøm, vi forbrugte, fra vindmøller og solceller.
Ser man på halvårets produktion af strøm, bød første halvår i år på en rekord. Samlet producerede danske vindmøller og solceller11,4 terawatt timer (TWh) grøn strøm - eller 4 pct. mere end seneste rekord i 2022 på 10,9 TWh.
Den nye rekord er primært drevet af stigende elproduktion fra solenergi, som leverede 1,8 TWh i 1. halvår 2023 mod 1,1 TWh i perioden året før. Vindenergi leverede i årets første seks måneder 9,6 TWh grøn strøm mod 9,8 TWh i perioden sidste år.
På fem år er produktionen af grøn strøm steget med 30 procent, fremgår det af analysen.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Energiøer.