23948sdkhjf

Ekspertorgan: Klimaeffekt fra Danmarks grønne eksport overvurderes

Klimaeffekten ved dansk eksport af klimateknologi overvurderes af myndighederne, vurderer Klimarådet

Opgørelsen af klimaeffekten fra den danske eksport af grønne teknologier er "problematisk".

Det vurderer Klimarådet i et nyt notat, der undersøger Energistyrelsens Globale Afrapportering af det danske klimaaftryk- og handling i udlandet.

Dermed ser det i Energistyrelsens opgørelse ud til, at dansk eksport giver en større klimaeffekt, end det er rimeligt at antage.

- Vi vurderer, at den nuværende metode til at opgøre klimaeffekterne af den danske grønne eksport overestimerer klimaeffekten og derfor kan være misvisende, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet.

Når Energistyrelsen opgør eksporten af dansk klimateknologi som eksempelvis vindmøller, sammenlignes der med en situation, hvor modtagerlandet ville være fortsat med det samme fossile energiforbrug, hvis landet ikke havde købt en dansk vindmølle.

- Det er ikke et rimeligt alternativ at sammenligne med, fordi modtagerlandet i stedet kunne have købt en vindmølle fra for eksempel Tyskland eller Kina, skriver Klimarådet i notatet.

- Hvis man regner med et scenarie, hvor der ikke var kommet en vindmølle, er det en relativ ekstrem antagelse, siger Peter Møllgaard.

Dertil kommer, at klimagevinsten ved den danske eksport opgøres over hele teknologiens levetid. Det bliver "misvisende", når man i andre sammenhænge sammenligner med årlige udledninger, skriver rådet videre.

Det leder Klimarådet til den konsekvens, at den nuværende opgørelsesmetode til at estimere CO2-reduktioner fra Danmarks grønne eksport ikke kan anvendes som værktøj til at føre politik.

Energistyrelsen har i sin udgivelse Global Afrapportering anslået, at Danmarks eksport af klimateknologier muliggør reduktioner af mellem 119 og 218 millioner ton CO2.

Det tal har eksempelvis Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kommunikeret.

Ritzau har efterspurgt en kommentar fra Energistyrelsen, der stadig afventes.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157