23948sdkhjf

Nyt gigantprojekt skal levere methanol til grøn søfart

Ved et arrangement onsdag i Örnsköldsvik i det nordlige Sverige tog Ørsted første spadestik på Europas største e-methanolprojekt, FlagshipONE.

Det markerer ikke kun starten på byggeriet af projektet, men også det første skridt i en ny epoke inden for grøn søfart, hvor store produktionsanlæg vil levere methanol til en stadig voksende flåde af methanoldrevne fartøjer.

Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

På nuværende tidspunkt er over 110 e-methanoldrevne fartøjer enten bestilt eller i drift – en stigning fra 80 fartøjer ved udgangen af 2022. Samtidig øger ny lovgivning, såsom Fuel EU Maritime, også efterspørgslen efter nye grønne brændstoffer til skibsfarten. FlagshipONE påbegynder produktionen i 2025 og kommer til at producere 50.000 tons e-methanol om året.

FlagshipONE er oprindeligt udviklet af det svenske e-fuel-selskab Liquid Wind og skal ligge ved siden af Övik Energis kraftvarmeværk Hörneborgsverket i Örnsköldsvik, hvor det første spadestik også blev taget.

Her deltog politiske repræsentanter fra både lokale, regionale, nationale og internationale instanser samt repræsentanter fra samarbejdspartnere som Siemens Energy, Carbon Clean og Topsoe, der skal levere hhv. elektrolyseanlæg og kontrolsystemer, udstyr til CO2-fangst og udstyr til methanolsyntese.

Ud over disse store leverandører af udstyr er lokale virksomheder allerede involveret i projektet, og driften af anlægget vil desuden skabe direkte og indirekte arbejdspladser i Örnskoldsvik.

- FlagshipONE er et banebrydende projekt, der åbner en ny epoke inden for grøn søfart og for Ørsted. Jeg er rigtig glad for, at vi nu er gået i gang med byggeriet sammen med andre førende aktører inden for grønne brændstoffer samt repræsentanter fra Örnsköldsvik, Västernorrlands Län og Sverige som helhed. FlagshipONE bliver det første projekt i en ny grøn industri i Sverige, og her vil Ørsted gå forrest, siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør for P2X i Ørsted.

FlagshipONE bliver opført ved det biomassefyrede kraftvarmeværk Hörneborgsverket i Örnsköldsvik, som drives af det svenske forsyningsselskab Övik Energi. 

FlagshipONE skal producere e-methanolen ved hjælp af grøn strøm og biogen CO2, der opsamles fra Hörneborgsverket. 

Derudover skal FlagshipONE anvende damp, procesvand og kølevand fra Hörneborgsverket, og den overskydende varme fra produktionen af e-methanol vil blive sendt tilbage til Övik Energi og integreret i deres fjernvarmeforsyning.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097