23948sdkhjf

Stor interesse for aktier i udskældt havvindmøllepark

Vattenfall har i dag den 11. maj 2023 åbnet for salget af aktier i den kommende og noget udskældte havvindmøllepark Vesterhav Syd. 

Selskabet har sat 20 procent af aktierne, hvilket rundt regnet svarer til 156.000 aktier, til salg for 3.600 pr. aktie.

Salget vil foregå i otte uger og aktierne vil blive solgt efter et princip, hvor flest muligt interesserede tilgodeses. Hvorvidt der kommer til at gå så længe før aktierne er solgt er usikkert, da Vattenfall allerede har mærket stor interesse for at blive medejer af en havmøllepark. 

- Vi har da set, at nogle har været kritiske. Det, tror vi, er lagt bag os nu, hvor de ser parken kommer – ”hvorfor så ikke blive medejer?”. Min mailindbakke og telefon har været glødende her de seneste par dage, fortæller Arne Rahbek, der er ansvarlig for lokal interessevaretagelse i Vattenfall til TV MidtVest.

Medejerskab og økonomisk afkast

Arne Rahbek påpeger, at medejerskab giver både indflydelse og økonomisk afkast til havmølleparkens naboer. 

Som medejer får man hvert år andel i havmølleparkens økonomiske overskud, der opstår ved salg af den producerede elektricitet på spotmarkedet. Samtidig har man som medejer én stemme på havmølleparkens årlige generalforsamling.

- At blive medejer af Vesterhav Syd er en unik mulighed, men vi opfordrer interesserede borgere i at sætte godt ind i sagerne. At blive medejer er en investering, og der er altid en risiko forbundet med at investere, siger Arne Rahbek.

Vattenfall understreger, at der ikke er noget garanteret afkast til investoren. Vattenfall forventer dog, at en medejer får forrentet sin investering med 6,8 procent før skat. Den beregning baserer sig på en fremskrivning af elprisen over en 20-årig periode samt en tilsvarende fremskrivning af parkens produktion. 

Regler for køb

Man kan kun blive medejer af Vesterhav Syd, hvis man har fast bopæl i Ringkøbing-Skjern Kommune, eller hvis man i minimum to år har ejet et fritidshus i kommunen. Aktierne bliver fordelt, så flest mulige interesserede bliver tilgodeset. Det betyder, at Vattenfall fylder op fra bunden ved at fordele én aktie til alle købere. De aktier, der er tilbage efter denne fordeling, kan så fordeles til borgere, der ønsker mere end én aktie.

- Vi oplever meget stor interesse i at blive medejer af parken, så det er vigtigt for mig at få sagt, at fordelingen sker helt demokratisk. Der er ikke noget med først til mølle. Vi fylder op fra bunden i de otte uger, salget foregår, så alle interesserede kan få minimum én aktie, siger Arne Rahbek.

Medejerskabet gælder så længe, Vesterhav Syd havmøllepark eksisterer. Tilladelsen til at producere elektricitet gælder i en 25-årig periode og kan eventuelt søges forlænget hos myndighederne. En medejer kan altid træde ud og sælge sine aktier til Vattenfall. Her vil aktiens såkaldte interne værdi afgøre prisen. Alternativt kan medejeren selv finde en køber og aftale prisen individuelt. I det tilfælde skal køberen leve op til vilkårene for at blive medejer.

Salget af aktier hos tvillingeparken Vesterhav Nord forventer Vattenfall begynder i juni måned og otte uger frem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109