23948sdkhjf

Nyudviklet overvågningsteknologi viser sit værd for Project Greensand

Konsortiepartnere bag Project Greensand har udviklet en ny overvågningsteknologi, der succesfuldt har monitoreret, at den lagrede CO2 i Nordsøens undergrund er, hvor den skal være.

En hyppig seismisk overvågning er afgørende for sikker og permanent lagring af CO2. Derfor er der stor glæde blandt konsortiepartnerne bag Project Greensand, efter at det står klart, at den seismiske overvågningsteknologi udviklet specifikt til projektet viser sig succesfuld.

Den nye teknologi sikrer hyppigere kontrol af Nini West-feltet på Nordsøen, mens der samtidig opnås mindre påvirkning af miljø og klima.

En bred vifte af konsortiemedlemmer står bag den nyudviklede teknologi heriblandt den franske virksomhed Spotlight.

- Efter den første CO2-lagring var det vigtigt for os at demonstrere effektiviteten og fleksibiliteten i vores overvågningsløsning. Det gjorde vi blandt andet, da vi hurtigt kunne foretage den første overvågning af reservoiret og derigennem få vigtige oplysninger om, hvor den lagrede CO2 befinder sig i reservoiret. Operationen var en stor succes, hvor vi med sikkerhed og effektivitet i højsædet har indsamlet data af høj kvalitet. Det gør Project Greensand i stand til at sætte nye standarder for CCS-overvågning, lyder det fra Habib al Khatib, administrerende direktør hos Spotlight.

Innovativ teknologi

8. marts gav Kronprins Frederik signal til at lagre den første CO2 i Danmark ved First Carbon Storage i Esbjerg. På blot en måned har konsortiepartnerne foretaget en baselinemåling samt to seismiske overvågninger af reservoiret 1.800 meter under havbunden og kan nu konkludere, at overvågningsteknologien sikkert og effektivt kan lokalisere CO2 i sandstensreservoiret.

- Under den første lagring af CO2 kom det frem, at denne metode med spot-måling udgør en af de vigtigste innovative teknologier i Project Greensand. Vi er derfor meget glade for at se teknologien blive en realitet med overvågningerne og de succesfulde resultater, siger Andreas Szabados, Asset Manager Denmark, Wintershall Dea.

Overvågningsteknologien er særligt udviklet til Project Greensand, og den udgør i sig selv et teknologisk nybrud. Den fungerer ved at undersøge lydbevægelser på nøje udvalgte punkter på havbunden over reservoiret. Ved at sammenholde data fra de udvalgte punkter med tidligere beregninger af reservoirets udformning, bliver det muligt at sige præcis, hvor CO2en befinder sig i reservoiret, og hvordan den bevæger sig.

Sammenlignelige seismiske målinger offshore bliver traditionelt foretaget med års mellemrum, men nu kan målingerne foretages med uger og måneders mellemrum, mens det lokale havmiljø bliver påvirket mindre.

Det anser Maj Frederiksen, seniorprojektleder hos Teknologisk Institut, som et stort fremskridt.

- Hos Teknologisk Institut er vi stolte af, at vi har bidraget til udviklingen og den første implementering af denne effektive og hyppige overvågningsløsning. Det miljømæssige fodaftryk er marginalt sammenlignet med konventionelle løsninger, og det har vist sig at ræsonnere rigtig godt hos folk, siger Maj Frederiksen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093