23948sdkhjf

Rekordhøj produktion fra solceller: Et forhold har især spillet ind

Elproduktionen fra solceller steg markant sidste måned - og slog således den hidtidige rekordmåned

Det er ikke kun solhungrende danskere, der har nydt godt af det gode vejr i april. Det solrige forårsvejr er også kommet elproduktionen fra solceller til gode og gavn.

Sidste måned producerede solceller på marker og hustage 55 procent mere strøm end i april sidste år - og 40 procent mere end i den hidtidige rekordmåned, som var juni 2022.

Det skriver Green Power Denmark i en pressemeddelelse.

Den samlede elproduktion fra solceller for april endte således på 406 GWh strøm. Det er nok til at dække over 100.000 hustandes årlige elforbrug, viser en opgørelse fra Green Power Denmark, som er lavet på baggrund af Energinets statistik.

- Solceller giver nu et væsentligt bidrag til elproduktionen. Det er godt for klimaet, og det er godt for forbrugerne, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.

- Solcellerne producerer mest midt på dagen, hvor virksomhederne arbejder for fuld kraft, og solcellerne leverer på nogle dage så meget strøm, at det presser elprisen ned. Og det er til gavn for både virksomheder og almindelige forbrugere, som slipper billigere, uddyber Thomas Aarestrup Jepsen i pressemeddelelsen.

Større kapacitet spiller også ind

Foruden det solrige vejr kommer rekorderne også på baggrund af, at der er blevet opført meget ny solkapacitet i 2022. Den seneste (foreløbige) opgørelse viser, at den samlede kapacitet er 3,3 GW i dag mod 1,9 GW i starten af 2022.

Solcelleanlæggene bliver dog opført i en lavere hastighed end tidligere, skriver Green Power Denmark i pressemeddelelsen. Det skyldes, at der har været stigende omkostninger til materialer, jord og tilslutning til elnettet.

En række politiske beslutninger udestår

Derudover mangler endnu en national solcellestrategi, en beslutning om de såkaldte energiparker på land og om den fremtidige beskatning af landbrugsjord med vedvarende energianlæg på, skriver Green Power Denmark i pressemeddelelsen.

- Der er meget, som skaber usikkerhed for de udviklere, som ønsker at investere i et solcelleanlæg. Det er vigtigt, at der bliver truffet nogle politiske beslutninger snarest, så vi kan få opført flere solcelleanlæg – til gavn for den grønne omstilling, klimaet og forbrugerne, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

Regeringen har nedsat to arbejdsgrupper i den nye nationale energikrisestab, NEKST, hvor en af arbejdsgrupperne har fokus på at få mere vedvarende energi på land.

I 2022 dækkede solenergi seks procent af Danmarks totale elforbrug. I 2023 forventer Energistyrelsen, at solproduktionen stiger til 10 procent af elforbruget.

  • Produktionen af strøm fra solenergi er opgjort via Energinets EnergiDataService, der opgør elproduktionen i Danmark fordelt på produktionstyper. Alle beregninger er foretaget af Green Power Denmark.
  • I 2022 producerede Danmark ca. 2,1 TWh strøm fra solceller og ca. 19,0 TWh strøm hav- og landvindmøller. Tilsammen udgjorde det 21,1 TWh eller 60% af det danske elforbrug i 2022.
  • I Energistyrelsens fremskrivning Analyseforudsætninger 2022 (AF22) forventer de, at elproduktion fra solceller vil stige til ca. 3,7 TWh i 2023. I starten 2022 viste an AF22, at solkapaciteten var 1,853 GW eller ca. 1,9 GW. Foreløbige opgørelser fra Energistyrelsen viser, som Green Power Denmark har fået indsigt i, viser, at kapaciteten er steget til 3,26 GW.
  • I Klimaaftalen om grøn strøm og varme 2022 blev aftalepartierne enige om at firedoble den samlede produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030 i forhold til 2021 niveauet. I aftalen står der, at det kan for eksempel ske ved at tidoble kapaciteten af solceller til ca. 20 GW ultimo 2030 og fordoble kapaciteten af landvind til ca. 8,2 GW ultimo 2030.

Green Power Denmark

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.91