23948sdkhjf

Gaskunders spareiver fører til prishop: Evida hæver priserne

Færre kunder og et faldende gasforbrug får Evida til at hæve priserne for levering trods energikrise

Det har været meget dyrere at opvarme sit hjem på grund af energikrisen, og nu bliver det dyrere at få leveret gassen. Op mod 370.000 private varmekunder med et gasfyr bliver ramt af stigende udgifter for leveringen.

Den 1. april har statslige Evida, der står for distributionen af al gas via gasnettet i Danmark, hævet priserne med op mod 60 procent. Det skriver Finans, som er Jyllands-Postens finansmedie.

Distributøren Evida arbejder for at effektivisere gassystemet, lyder det i en mail om baggrunden for at hæve priserne.

- Et faldende gasforbrug betyder dog, at Evidas indtægter falder, mens udgifterne til at drive gasnettet er stigende blandt andet på grund af inflation og grøn omstilling, og derfor må vi desværre hæve tarifferne, skriver Evida til Finans.

Gasnettet i Danmark er tredelt. Derfor rammes gaskunder i Sydjylland og på Syd- og Vestsjælland af et prishop på ni procent.

Priserne - som kaldes tariffer - hæves på Fyn med 30 procent. Hårdest ramt er private gaskunder i hovedstadsområdet og Nord- og Midtjylland, der rammes af et prishop på 60 procent.

Den årlig merudgift er i niveauet 341-723 kroner for et hus på 130 kvadratmeter med et gasforbrug svarende til 1650 kubikmeter om året. Det er ifølge Energistyrelsen et typisk forbrug.

Selv om Evida nu skruer op for priserne, betyder det ikke, at overskuddet vokser, lyder meldingen fra selskabet, der formelt ejes af Finansministeriet.

- Tariffen skal løbende afspejle de omkostninger, som det koster at drive at nettet, og når de transporterede mængder er lavere end tidligere, giver det sig udslag i en højere enhedspris, skriver Evida.

Evida venter nye prisstigninger i takt med, at antallet af gaskunder falder.

Den politiske ambition går på, at det i 2035 er slut med at opvarme boliger med gas.

Sidste år brugte kunderne omkring en fjerdedel mindre gas alene til opvarmning på grund af de ekstraordinært høje priser.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: gas
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.55