23948sdkhjf

Energi Danmark opsiger energihandlere grundet bonusser

Energi Danmark begrunder det afbrudte samarbejde med de tre medarbejdere med kollektiv illoyal adfærd

Energi Danmark opsiger tre medarbejdere, som stod til bonusser på trecifrede millionbeløb grundet deres kontrakter.

Det oplyser Andel i en pressemeddelelse på vegne af Andel selv, NRGI og Energi Danmark.

- Energi Danmark har oplevet et alvorligt tillidsbrud i form af en række kollektive, illoyale handlinger. Vi har derfor ikke andre valg end at opsige de tre medarbejdere, lyder det fra bestyrelsesformand i Energi Danmark, Jesper Hjulmand, og næstformand Jacob Vittrup i pressemeddelelsen.

Andel ejer sammen med NRGI Energi Danmark.

To af medarbejderne stod henholdsvis til bonusser på 250 og 300 millioner kroner, afslørede Jyllands-Posten tidligere i marts.

Men det er allerede den klare politik hos Energi Danmark, at der er loft på bonusaftaler.

- De tre medarbejderes bonusaftaler uden loft er ugyldige, og Energi Danmark fastholder naturligvis dette synspunkt, hvis der skulle blive et retligt efterspil, lyder det fra bestyrelsesformanden og næstformanden.

Det påpeges i pressemeddelelsen, at der ikke er ansatte i Energi Danmark, som får udbetalt bonusser på to- eller trecifrede millionbeløb.

Nye initiativer for øget åbenhed

Energi Danmark er fortaler for yderligere åbenhed og transparens omkring bonusordninger og har derfor truffet en række øjeblikkelige foranstaltninger.

- Der må ikke herske tvivl om, at vi er oprigtig ærgerlige over denne sag. En væsentlig læring og erkendelse er, at der er behov for endnu mere åbenhed og transparens omkring bonusordninger i Energi Danmark - såvel internt som eksternt. Derfor implementerer vi nu en række initiativer, der skal skabe større gennemsigtighed. Og så kigger vi fremad og har fokus på at sikre, at Energi Danmark også i morgen er en stærk og kompetent aktør for selskabets erhvervskunder og på de europæiske energimarkeder, siger bestyrelsesformand i Energi Danmark Jesper Hjulmand og næstformand Jacob Vittrup.

Af initiativer kan nævnes tilførelse af eksterne bestyrelsesmedlemmer til Energi Danmarks bestyrelse - en proces der er sat i gang. Energi Danmark vil bidrage til at fremme arbejdet med fælles branchestandarder for aflønning for den del af energisektoren.

Samtidig skal alle bonusaftaler i Energi Danmark behandles og godkendes på selskabets kommende bestyrelsesmøde i maj, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/

Begrundelser for opsigelserne

  • Den ugyldige bonusaftale, der havde form af en aktiekøbsaftale, er et resultat af medarbejdernes kollektive pres/tvang. Aftalen var forhandlet med den daværende adm. direktør efter forudgående koordinering blandt medarbejderne, og hvor udkastet var skrevet af den ene medarbejder. Medarbejderne opsagde den 30. juli 2021 kollektivt deres stillinger og informerede den adm. direktør herom via en fælles mail. Samtidig orienterede medarbejderne om, at medarbejderne havde underskrevet aftale om ansættelse hos Norlys Energy Trading. De tilkendegav i den forbindelse, at opsigelserne alene ville blive effektueret, såfremt Energi Danmark ikke matchede de vilkår, som medarbejderne oplyste at have opnået hos konkurrenten. Et sådant kollektivt pres er et brud på medarbejdernes loyalitetspligt overfor Energi Danmark og er ikke lovligt. Ved indgåelsen af aftalen var forhandlingslederen (én af de tre medarbejdere) og dermed medarbejderne vidende om, at den administrerende direktør handlede udenfor sin bemyndigelse.
  • Medarbejderne har insisteret på udelukkende at forhandle og indgå i en kollektiv dialog. Det gælder også for forløbet i marts 2023.
  • Medarbejderne har blokeret for gennemførelse af aftalt møde og tiltag til planlægning af nyt møde i marts 2023. I tiden efter suspensionen har Energi Danmark fortsat taget initiativ til og forsøgt via dialog at indgå en aftale med medarbejderne og deres fagforbund, hvilket har været forgæves.
  • Medarbejderne, konkret deres forhandlingsleder, har medio marts 2023, efter at være indkaldt til møde med Energi Danmarks formandskab, foretaget systematisk sletning af centrale mails og dokumenter til belysning af omstændighederne ved aftalens indgåelse tilbage i juli/august 2021 og dermed dokumenteret manglende vilje til at medvirke konstruktivt til afdækning af faktiske forhold omkring aftalen.

Kilde: Energi Danmark

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109