Nord Stream-selskab takker ja til invitation om bjærgning

Selskabet Nord Stream 2 AG accepterer invitationen til at deltage i bjærgningen af et ukendt objekt, der er fundet i nærheden af gasrørledningen Nord Stream 2.
Det har selskabet meddelt Energistyrelsen fredag, skriver styrelsen på Twitter.
Gasrørledningen blev ramt af eksplosioner sidste år.
Energistyrelsen meddelte torsdag, at man havde tilbudt selskabet at være en del af bjærgningen.
- Med henblik på en nærmere afklaring af objektets karakter har myndighederne besluttet at bjærge objektet med bistand fra Forsvaret.
- Energistyrelsen har i den forbindelse tilbudt ejerselskabet, Nord Stream 2 AG, at deltage i bjærgningen, skrev styrelsen i pressemeddelelse.
Her blev der desuden offentliggjort et billede af objektet. Hertil fremgår det, at objektet er cylinderformet og måler cirka 40 centimeter i højden samt omkring 10 centimeter i diameter.
Det er også muligt, at genstanden er en maritim røgbøje. Det undersøges nærmere, skrev Energistyrelsen med henvisning til Forsvarsministeriet.
/ritzau/