23948sdkhjf

Tusindvis af danskere føler sig snydt for varmecheck

Der er nu åbnet for en supplerende ansøgningsrunde til de omstridte varmechecks, der blev uddelt i august 2022. Ansøgningerne vælter ind

Tusindvis af danskere mener, at de blev snydt, da politikerne i 2022 delte varmechecks på 6.000 kroner ud til danskerne.

I hvert fald har 19.929 danskere på bare en uge indsendt en ansøgning om en af de supplerende varmechecks til den nye ansøgningsrunde, der åbnede 14. marts.

Det oplyser Energistyrelsen til TV 2 Fyn.

Og styrelsen kan godt forvente, at antallet af ansøgninger vil stige. Der en nemlig kun gået én af de otte uger, hvor den supplerende ansøgningsrunde er åben.

12.800 af de ansøgninger, som Energistyrelsen allerede har modtaget, blev modtaget indenfor to døgn efter, at styrelsen åbnede den supplerende ansøgningsrunde.

Regn ikke med noget

Den supplerende ansøgningsrunde foregår manuelt og skiller sig på den måde ud fra den første varmecheckrunde, der foregik automatisk på baggrund af data fra blandt andet bygnings- og boligregisteret (BBR).

Men selvom processen i dag er manuel, så skal man ikke nødvendigvis regne med at få en varmecheck, selvom man mener, at man er berettiget.

Det er nemlig stadig de samme oplysninger og skæringsdatoer, der bliver taget i brug, når Energistyrelsen vurderer, hvorvidt du er berettiget til den varmende check på 6.000 kroner.

Det er således husstandens registrering af varmekilder 1. januar 2022 i BBR, der stadig ligger til grund for den supplerende ansøgningsrunde.

Det oplyser Energistyrelsen i en mail til TV 2 Fyn, hvor den også afviser at stille op til interview om de mange ansøgninger.

Samme fejl, forskellige udfald

TV 2 Fyn har tidligere beskrevet, hvordan fejlregistrering af varmekilden i BBR har betydet, at borgere ikke har fået udbetalt varmechecken, selvom de opvarmer med gas og i dag har rettet fejlen i registeret.

Men det er kun, hvis du kan dokumentere, at du ikke selv er skyld i fejlregisteringen, at du kan få tilkendt en af de supplerende varmechecks på trods af fejlen.

Det betyder blandt andet, at de borgere der bor til leje i Svendborg Andels-Boligforening (SAB), som ved en fejl ikke fik varmechecken i første omgang, i princippet kan se frem til at få 6.000 kroner i postkassen, hvis de søger i den nye runde.

Her var det nemlig boligselskabet, der havde ansvaret for, at varmekilden var registeret korrekt i BBR.

For Johnny Hansen fra Tommerup er udfaldet dog noget anderledes. Han fik allerede i starten af januar i år at vide, at han som boligejer selv havde ansvar for den fejl i BBR, der kostede ham varmechecken.

Med en stor gasregning og en stram økonomi som folkepensionist, var han meget uforstående overfor den melding, da han snakkede med TV 2 Fyn i januar.

Ifølge Energistyrelsens egne beregninger, så skulle op mod 10.700 af de 411.000 modtagere af varmechecken slet ikke have haft den, men på grund af at de fejlagtigt stod registrerede som gaskunder i BBR, fik de den alligevel.

Kun 17 husstande har dog tænkt sig at gøre brug af den frivillige tilbagebetalingsordning, som daværende klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) oprettede efter flere historier om varmechecks, der var havnet i forkerte hænder.

Se nøgletal for:
Læs mere om: varmecheck
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078