23948sdkhjf

Brandfarlige solcellepaneler også på danske tage

Efter at have undersøgt det danske marked kan Sikkerhedsstyrelsen nu konstatere, at samme type paneler, som har forårsaget 15 tagbrande i Europa, også sidder på danske tage.
I midten af februar udsendte de hollandske myndigheder en advarsel, efter at elektriske fejl i op imod 650.000 solcellepaneler havde ført til femten tagbrande i Europa. Det fik efterfølgende Sikkerhedsstyrelsen herhjemme til at gå ind i sagen. Styrelsen iværksatte en undersøgelse for at finde frem til om solcellepanelet, der af modellen Multisol fra det konkursramte Scheuten Solar Systems BV, også findes på danske hustage.

Læs også: Sikkerhedsstyrelsen går ind i sag om brandfarlige solceller

Nu har Sikkerhedsstyrelsen så undersøgt det danske marked, og det viser sig, at de defekte paneler efter al sandsynlighed også er havnet på danske tage. I hvert fald har styrelsen fundet frem til to forskellige importører af de brandfarlige solcellepaneler.

De to importører har efterfølgende taget kontakt til deres samarbejdspartnere, så forbrugere med de omtalte solcellepaneler vil blive kontaktet. Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

- Vi tager altid europæiske notifikationer alvorligt og undersøger, om produkterne findes på det danske marked. Det er altid producenten og importørens ansvar, at et produkt er sikkert, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Lovgivningen er sådan, at der ikke er anmeldepligt på produkter i Danmark. Og derfor undersøger Sikkerhedsstyrelsen hver gang markedet, når der er henvendelser om farlige produkter. Samtidig vælger styrelsen nu at gå ud med information til danske solcelle-ejere. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke har været registreret brande i danske solcelleanlæg, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen anbefalinger
1. Har du mistanke om, at du har et solcelleanlæg af mærket Scheuten Solar system Mrk. Multisol type P6-48, P6-54, P6-60 installeret, så bør du slukke for anlægget og kontakte forhandleren, hvor du har købt anlægget.
2. Kan du ikke få kontakt med forhandleren, bør du kontakte en anden forhandler eller en autoriseret elinstallatør, førend du tænder for anlægget igen.
3. I Danmark er langt de fleste anlæg påmonteret på tagfladen (det vil sige at de sidder oven på tagfladen). Tagfladen vil i lagt de fleste tilfælde ikke blive påvirket af den fejl, som er fundet af de hollandske myndigheder.
4. Fejlen i Scheuten Solar System vil ifølge notifikationen kunne opstå, når anlægget producerer meget strøm. Derfor vil sandsynligheden for fejl på denne type stige i takt med, at vi nærmer os sommer.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094