23948sdkhjf

Fire forskellige varmekilder opvarmer ny svømmehal

Et miks af jordvarme, solvarme, fjernvarme og luft-til-vand-varmepumpe skal fremover varme den nybyggede svømmehal på Egmont Højskolen op.
På Egmont Højskolen i Hou kunne man i sidste uge fejre indvielsen af den nybyggede svømmehal ”Valhalla” og udvidelsen af en eksisterende sportshal. Den nye svømmehal er blandt andet et eksempel på, hvordan nutidens energiløsninger kan udnytte flere forskellige varmekilder til gavn for klima, miljø og den daglige driftsøkonomi.

– Det er et både stort og komplekst projekt, vi har løst med CTS, der styrer prioriteringen mellem en 120 kW luft-vand varmepumpe, et 40 kW jordvarmeanlæg og 125 m2 sol-varmepaneler, suppleret af fjernvarme, fortæller projektchef Mads Hougaard fra Dansk Varme-pumpe Industri, der har været leverandør på projektet.

For virksomheden i Nibe, der gennem mere end 30 år er blevet kendt for sine varmepumper og andre produkter til boligopvarmning med vedvarende energikilder fra jord, luft og vand, er projektet et vigtigt gennembrud.

– Det vil være nyt for mange, at vi løser denne type af opgaver. At vi både er producent og en virksomhed, som laver nøglefærdige projekter direkte til slutkunden. Dér adskiller vi os fra andre på markedet, siger Mads Hougaard.

Dansk Varmepumpe Industri, der vandt projektet i et udbud i sommeren 2012, har haft et tæt samarbejde med ingeniørfirmaet Hundbæk & Henriksen i Horsens og skolens forstander Ole Lauth.

En interessant udfordring
– Udover at levere og installere produkterne til anlægget, har vi stået for at beskrive, hvordan det skal konfigureres og styres for at fungere optimalt året rundt. Og det har været en interessant udfordring at bygge et anlæg op, der kan få fire varmekilder til at spille sammen. Ikke mindst fordi det rummer så mange perspektiver for fremtiden og de energiløsninger, vi vil se i de kommende år, fortæller Mads Hougaard og tilføjer:

– Anlægget er tegnet igennem mange gange for at få optimeret på driften og på brugen af f.eks. solvarmen og luft-vand varmepumpen. En svømmehal er meget energikrævende, så det har været afgørende, at alle varmekilder udnyttes optimalt. Både til opvarmning og varmt brugsvand.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078