23948sdkhjf

Geotermi-projektet i Kvols under økonomisk pres

En manglende kommunegaranti og et budget, der er løbet løbsk, er de barske realiteter for geotermi-projektet i Kvols.
Status for geotermi-projektet i Kvols ved Viborg er, at man er godt i gang med den første af otte boringer, og selvom frosten har drillet lidt, så kører det hele efter planen. Det kan man dog ikke sige om økonomien.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er økonomien i projektet nemlig kørt en smule af sporet.

Læs: Frosten forsinker borebisserne i Kvols

9 millioner blev til 50 mio. kr.
Prøveboringen efter det varme vand i Kvols ved Viborg blev i starten estimeret til at koste 9 mio. kr. Nu ser det ud til, at prisen for prøveboringen nærmer sig de 50 mio. kr.

Derudover er udgiften til det samlede geotermi-projekt med varmepumper og –veksler samt transmissionsledninger til byerne Stoholm, Skals, Løgstrup og Viborg nærmest eksploderet fra 120-140 mio. kr. til den nette sum af 450 mio. kr.

Projektets gennemførelse forudsætter nu, at Viborg Kommune garanterer for en halv milliard kroner til varme-projektet.

Risikerer at blive sat i stå
Geotermiprojektet står i dag uden lånegaranti, og for at en sådan kan stilles, kræver Viborg Byråd, at en række betingelser opfyldes, blandt andet et budget og en tidsplan, der holder. Samtidig risikerer projektet at blive sat i stå, mens lånegarantien behandles politisk.

Og det koster – en kvart million kroner om dagen – når boreudstyret holder stille.

Byrådet ventes at tage stilling til lånegarantien den 21. marts 2012.

Kræver ny projekt-ledelse
Sagen om den løbske økonomi har fået medlem af byråd og økonomiudvalg Søren Gytz Olesen (SF) til at kræve en omorganisering af projektet og muligvis en ny projektledelse.

- Projektledelsen har givet de 16.000 forbrugere, der skal betale, hvis det går galt, mangelfulde oplysninger, mener Søren Gytz Olesen.

Også Benny Ragner (DF), der er formand for Energi Viborg - og medlem af styregruppen bag Viborg Geotermi - mener, at det er på tide, at der strammes op om både projektledelsen og den politiske styring.

Projektledelsen er p.t. udvidet med kraftvarmechef Benny Højholt og Søren Lorentzen fra Dansk Fjernvarmes geotermiafdeling. Derudover ledes projektet af Viborg Fjernvarmes direktør Henry Juul Nielsen.

Andelshaverne
Følgende parter er andelshavere i Viborg Geotermi AmbA, Boligselskabet Sct. Jørgen Viborg-Kjellerup, Boligselskabet Viborg, Energi Viborg Kraftvarme A/S, Dansk Geotermi ApS, Løgstrup Varmeværk, Overlund Fjernvarmeværk A.m.b.a., Skals Kraftvarmeværk A.m.b.a., Stoholm Fjernvarmeværk og Viborg Fjernvarme.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078