23948sdkhjf

Scanenergi sparer vestjyder for millioner af kWh

I forbindelse med Energisparekampagnen, der i daglig tale kaldes GRO (Grøn Ressource Optimering), har Scanenergi siden efteråret 2015 screenet en række produktionsvirksomheder i Ringkøbing Skjern Kommune for mulige besparelser på energi- og ressourceforbrug,

 -  Vi har besøgt 22 produktionsvirksomheder i Ringkøbing Skjern Kommune og det er ikke slut endnu. Målet er at vi skal besøge 100 virksomheder i kommunen, fortæller Ole Theibel Dahl fra Scanenergi som har stået for screeningen af de mange virksomheder.

 Det er Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd samt Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern der står bag kampagnen GRO, hvor igennem man tilbyder gratis og uvildig energirådgivning til virksomhederne.

Første leveår

Projektgruppen bag GRO er stolte og overraskede over projektets første leveår.

 - Vores oplevelse af GRO-kampagnen er særdeles positiv. Indtil videre har 22 virksomheder fundet besparelsespotentialer på 2,4 mio. kWh/år. Det svarer til 1,7 mio. kr. per år. Den anslåede investering er på ca. 5 mio. kr., hvorfor den simple tilbagebetalingstid derfor kun er 3 år – det svarer til en forrentning på 34 pct. Det er altså en rigtig god forretning, siger Lars Jørgensen fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.

 Stampes Elektro fik et puf

En af de virksomheder, der har haft besøg af Scanenergi, er Stampes Elektro. Her var man godt klar over at der var udfordringer med virksomhedens pillefyr.

- Vi oplever ofte, at virksomhederne godt er klar over, hvor der er mulige energibesparelser, men de har svært ved selv at klarlægge besparelsespotentialet i forhold til andre investeringer, som de står over for, fortæller Ole Theibel Dahl.

Scanenergi hjalp Stampes Elektro med at beregne den mulige besparelse ved en investering i et nyt pillefyr samt rådgivning om tilskudsmuligheder.

Resultatet blev en udskiftning af det gamle pillefyr og en besparelse på 49.800 kWh/år, svarende til ca. 15.200 kr./år.

 Alt der rimer på energi

Scanenergi har i forbindelse besøgene været rundt i alle krogene.

 - Vi har været gennem hele paletten, alt hvad der rimer på energi, fortæller Ole Theibel Dahl og nævner steder som beslyning, teknisk isolering og konvertering fra én energiart til en anden, som nogle af de oplagte steder at lede efter energibesparelser.

Scanenergi har i forbindelse med besøgene anvist besparelsespotentiale på 2,4 mio. kWh/år.

Opfølgning følger

Projektet slutter ikke nu. Det kører videre, og Scanenergi skal fortsat følge de allerede screenede virksomheder tæt. 

-  Opfølgningen er vigtig. Det er fint nok at de har fået den her rapport, men vi skal sørge for at projekterne realiseres ellers batter det jo ingenting, siger Ole Theibel Dahl.

 Indtil videre er det produktionsvirksomhederne i kommunen, der har haft besøg. 

Men målet er at få tilbuddet om gratis og uvildig energirådgivning ud til endnu flere virksomheder, så de kan høste fordelene ved energioptimering.

GRO-projektet arbejder derfor på at aftale besøg hos kommunens virksomheder indenfor produktion, autoværksteder, hotel og restauranter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079