El Serviceleder til Storkøbenhavn – Vil du være del af branchens stærkeste tekniske servicepartner?
Vil du være en del af et stærkt hold og lede et team af 8 dedikerede og kompetente el-teknikere/elektrikere samt 2 lærlinge? Trives du i et arbejde med fokus på kundekontakt og kan du skabe tillid, engagement og arbejdsglæde blandt medarbejderne? Så er det måske dig vi har brug for.
I Wicotec Kirkebjerg (EL) Service Sjælland har vi et erklæret mål om at være den stærkeste servicepartner i teknikbranchen, og vi søger lige nu en Serviceleder til EL-afdelingen tilknyttet vores kontor i Taastrup. Du bliver en del af en serviceafdeling, som til dagligt beskæftiger ca. 100 kompetence medarbejdere, som gennem tilstedeværelse hos kunderne sætter en ære i at opbygge og vedligeholde tillidsbaserede og seriøse kunderelationer.
Som Serviceleder i vores afdeling i Taastrup vil du lede dit eget team af 8 dedikerede kompetente el-teknikere/elektrikere samt 2 lærlinge, hvor du vil have en aktiv rolle i deres udvikling. Du vil blive økonomisk ansvarlig for afdelingen, og derigennem også have en stor rolle i at være med til at bidrage til og sætte rammerne for den vækst, som det forventes at ligge i afdelingen inden for de næste par år.
Spændende hverdag med kundekontakt
Selvom du vil være tilknyttet vores kontor i Taastrup, så vil størstedelen af din tid være ude hos kunderne. Vi vægter kundetilfredshed meget højt, og vi tror på, at synlighed gør en forskel.
I denne rolle vil du have ansvaret for én stor fast kunde samt en håndfuld mindre servicekunder, hvor antallet af opgaver er varierende. Så hvis du tidligere har stiftet bekendtskab med kundekontakt, og du har lyst til at have det igen, så er der stor sandsynlighed for at du vil trives i denne del af rollen!
Du vil lede de daglige el-serviceopgaver i afdelingen, herunder daglige ad hoc-opgaver, tilbudsberegne mindre fastprissager for servicekunderne samt agere teknisk og faglig support for dine medarbejdere og kollegaer. Dertil forventer vi, at du har lysten til at påtage dig en aktiv ledelsesrolle overfor dit team, og at din ledelsesstil arbejder for at skabe tillid, engagement og arbejdsglæde blandt medarbejderne.
Et dygtigt team i en tværfaglig afdeling
Du vil blive en del af et tværfagligt servicesetup, som består af EL, VVS, ventilation og køl. Vi arbejder på, at vores kunder skal se os som en stærk og proaktiv samarbejdspartner, som tilbyder totale løsninger inden for teknisk service. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv i et team, der hele tiden stræber efter at ”levere varen”, og hvor der er en kultur, hvor vi arbejder for at blive dygtigere til det, vi laver.
Dertil bliver du del af et fagligt stærkt Service EL-ledelsesteam på 8 funktionærer, hvor du vil opleve imødekommende kollegaer, som gerne hjælper hinanden og dagligt sparrer om både faglige og ledelsesmæssige udfordringer.
I serviceafdelingen er der derudover en stærk Back Office-funktion, som varetager mange af de daglige administrative opgaver – såsom fakturering, oprettelse af sager, indkommende serviceopkald og daglig koordinering af opgaver.
El-faglig baggrund med et stærkt købmandsgen og ledelseserfaring
Vi forestiller os, at du sidder i en lignende stilling i dag med en uddannelsesmæssig baggrund som el-installatør eller alternativ som maskinmester kombineret med el-faglige kompetencer - specielt inden for service. Dertil ser vi gerne, at du:
- Har erfaring med at skabe langvarige og tillidsbaserede kundeforhold
- Har gode kompetencer inden for IT, økonomi og købmandskab
- Har ledelseserfaring
Som supplement til dine faglige kompetencer søger vi en kollega som arbejder struktureret, har overblik og er grundig. Dertil vil du trives i jobbet, hvis du har en proaktiv tilgang og sikrer at få fulgt opgaverne til dørs.
Vil du med på holdet?
Hvis du kan se dig selv, som en del af vores team, så vil vi glæde os til at modtage din ansøgning og cv hurtigst muligt via nedenstående link.
Hvis du har spørgsmål til virksomheden eller stillingen, er du velkommen til at kontakte (uge 33-35) Michael Landsgaard på 2941 0267 og fra uge 36 Christian Larsen på 2122 0722.
Du er også velkommen til at besøge vores hjemmeside www.wicoteckirkebjerg.dk, hvor du kan læse mere om Wicotec Kirkebjerg koncernen.
Vi afholder samtaler løbende og lukker rekrutteringen, når vi har fundet den rette kandidat.
Om os:
Wicotec Kirkebjerg er en landsdækkende teknikentreprenør og servicepartner. Vi fokuserer på markederne byggeri, industri og infrastruktur inden for vores kernekompetencer el, VVS, ventilation og anlæg. Vi omsætter for mere end 2,5 milliarder kroner om året og beskæftiger 1.600 medarbejdere.