Dong Energy er for tiden et dyrt bekendtskab for den danske stat. For samtidig med at energiselskabet forsøger at få sin statslige ejer til at skyde op imod 14 mia. kr. i det kapitalhungrende selskab, så kan energikonkurrenten SEAS-NVE udløse endnu en gigantregning til staten. Det skriver Børsen.
Energiselskabet SEAS-NVE, der er et af de sidste energiselskaber med aktier i Dong Energy, ejer 10,88 procent af aktierne. Og selskabet har ifølge en aftale, der blev indgået i kølvandet på den mislykkede børsnotering i 2008, ret til fuld kompensation for sine aktier. Vælger selskabet derfor at sælge sin aktier i Dong Energy, må staten punge ud med omkring fire mia.kr., skriver Børsen.
Og det er ifølge Børsen ikke utænkeligt, at SEAS-NVE vælger at skille sig af med Dong-aktierne, da selskabet tidligere har signaleret, at det ikke en begejstret Dong-aktionær. Administrerende direktør i SEAS-NVE, Jesper Hjulmand, har imidlertid ikke ønsket at kommentere sit ejerskab af Dong Energy overfor Børsen forud for Dong Energys præsentation af koncernens strategi og årsregnskab på onsdag.
- Jeg kan sige, at meldingen i efteråret har været skuffende, men ellers vil jeg vente til onsdag med at kommentere yderligere, siger Jesper Hjulmand til Børsen.
