23948sdkhjf

Energinet.dk finder fejl på søkabel

En kortslutning ser ud til at være årsagen til, at et søkabel, som forbinder elnettene i Danmark og Sverige, koblede ud 12. februar.
Tre kilometer ud fra kysten ved Helsingør har Energinet.dk nu fundet et hul i det søkabel, der tidligere på måneden koblede ud. Og alt tyder på, at en kortslutning har været skyld i, at kablet er gået i stykker. Det skriver Energinet.dk i en nyhed på sin hjemmeside.

Læs også: Fejl på søkabel mellem Danmark og Sverige

Da 132 kV-kablet koblede ud var de umiddelbare mistanker alt fra kortslutning til indtrængende vand og en skade forårsaget af et skibsanker. Men efter at kablet er blevet åbnet, tyder alt på, at en kortslutning inde i kablet har brændt hul i blykappen. Det fik noget af den olie, der bruges som isolering i kablet, til at pible ud, oplyser Energinet.dk.

- Det ligner en kortslutning, og det passer meget godt med, at det først var efter udkoblingen, at vi observerede fald i olietrykket på kablet. Men vi ved ikke, hvad årsagen er. Det kan være en produktionsfejl på kablet eller noget helt andet, forklarer driftsleder Henrik Roland Hansen, Energinet.dk’s afdeling for Eltransmission i nyheden.

Søkablet er nu blevet klippet over og det ødelagte stykke fjernet, og enderne er blevet forseglet. Energinet.dk forventer, at selve reparationen kan begynde sidst i februar, hvor et kabelskib skal hive enderne op til overfladen og sætte kablet sammen igen.

Da der er flere kabler, der forbinder Danmark og Sverige, har det defekte søkabel, der har 59 år på bagen, ikke haft nogen betydning for strømforsyningen i området.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11