23948sdkhjf

EnergiMidt bryder konkurrenceregler

EnergiMidt bryder reglerne for den frie konkurrence på elmarkedet. Det konkluderer Energitilsynet på baggrund af en klage fra EL-Forbundet.dk, der repræsenterer en række midtjyske forbrugere.
Mange midtjyske kunder har ifølge EL-Forbundet.dk følt sig stavnsbundet, når de forgæves har forsøgt at skifte væk fra EnergiMidt.

- Vi modtager mange henvendelser fra forbrugere i Midtjylland, som er trætte af at betale for meget for strøm, men indtil nu har vi ikke kunnet hjælpe dem, der har EnergiMidt som udbyder. EnergiMidt har nemlig nægtet at skrive kundernes aftagenummer på opkrævningen og har på den måde tvunget forbrugerne til at betale dyrere elpriser end nødvendigt, siger Morten Sinding, der er forbrugerjurist og talsperson for EL-Forbundet.dk.

Aftagenummeret findes normalt på elregningen - et 11-cifret nummer - der skal oplyses, hvis man ønsker at skifte til et andet selskab.

Forpligtet til at oplyse aftagenummer
I 2003 blev elmarkedet liberaliseret og siden da har det stået de danske forbrugere frit for, hvem de ville modtage el fra. Derfor er elselskaberne også forpligtet til at oplyse aftagenummeret på elregningen.

- Det er jo helt forrykt, at EnergiMidt næsten ti år efter indførelsen af det frie elmarked ikke overholder reglerne, siger Morten Sinding, der glæder sig over at have fået medhold i klagen.

Energitilsynet har nu pålagt EnergiMidt at følge reglerne på området.

Fejl i systemet
Administrerende direktør i EnergiMidt, Holger Blok, oplyser over for Midtjyllands Avis, at det er en fejl, at aftagenummeret ikke figurerer på fakturaerne. Det er en midlertidig fejl i it-systemet, som er opstået over to omgange i henholdsvis 2010 og 2011.

- Fejlen har berørt kunder, som har været tilmeldt pbs-betaling. Her er aftagenummeret ikke fremgået af fakturaen, og det er en fejl, som vi beklager, og som vil blive rettet inden udgangen af i år, siger Holger Blok til Midtjyllands Avis.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125