23948sdkhjf

Elbilerne runder 3 millioner kilometer i Danmark

Elbiloperatøren CLEVERs store forskningsprojekt Test-en-elbil runder i denne uge 3 mio. kørte elbil-kilometer. Og projektet viser, at elbilen fungerer rigtig godt i en dansk kontekst.
Mere end 1.100 danske familier har det sidste halvandet år tilbagelagt hele 3 mio. kilometer i elbil som et led i elbiloperatøren CLEVERs elbil-projekt. Det betyder en besparelse på 225 ton CO2.

Test-en-elbil kører i 24 kommuner og på tre af Hovedstadsregionens hospitaler. Og med projektets nye udvidelse i Region Hovedstaden bliver kilometerne og erfaringerne flere og flere og gevinsten for klimaet større og større. Mere end 500 familier mangler således fortsat at køre med i det landsdækkende projekt, skriver CLEVER i en pressemeddelelse.

Dækker danskernes behov
De mange elbil-kilometer giver CLEVER, Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, der støtter forskningsprojektet, en unik viden om elbiler og opladning. Erfaringerne er skabt af danskere med vidt forskellige transportbehov og skal bidrage til at få flere til at vælge elbilen frem for den konventionelle bil fortæller Lars Bording, adm. direktør i CLEVER. Og han fortsætter:

- De personer, der kører i elbilerne, er ganske almindelige borgere lige som du og jeg, og det er deres personlige erfaringer, vi baserer vores viden på. Og erfaringen indtil nu viser os, at elbilen fungerer rigtig godt i en dansk kontekst. Testfamilierne oplever, at elbilen er nem at betjene og passer fint til deres kørselsbehov. Faktisk siger de, at elbilen dækker op mod 95 procent af deres kørselsbehov, og det kun er i specielle tilfælde, at den konventionelle bil bruges i testperioden.

I Trafikstyrelsen hæfter man sig blandt andet ved, at resultaterne fra Test-en-elbil viser, at den skepsis test-familierne havde overfor rækkevidden i begyndelsen mindskes i løbet af testperioden.

- Det er en nødvendig faktor at få undersøgt, da rækkevidden ofte er årsag til, at folk vælger elbilen fra, og det er rigtig positivt, at rækkevidden ikke udgør et problem hos størstedelen af test-familierne, siger centerleder for Trafikstyrelsens Center for grøn transport, Niels-Anders Nielsen. Han tilføjer, at et landsdækkende net af hurtiglade-stationer også hjælper til, at elbilen også kan anvendes over længere strækninger.

Billig service på elbiler
De tre millioner kilometer har samtidig vist, at der er penge at spare ikke bare på drift, men også på vedligeholdelse, hvis man kører i elbil. Værkstedsregningerne fra serviceeftersyn af 175 elbiler i projektet viser nemlig, at der er mellem 1.500-2.000 kroner at spare hvert år, alene på serviceeftersyn, hvis man skifter den konventionelle bil ud med en elbil i samme størrelse.

Årsagen er, at mens en forbrændingsmotor har flere hundrede bevægelige og udskiftelige dele, har en elmotor kun én. Elmotoren er nemlig resultat af en utrolig simpel teknologi, og derfor er udgifterne i forbindelse med service og vedligehold reduceret.

Hos de to styrelser, der støtter projektet, er man enige om, at det er vigtigt at få flere elbiler på gaderne.

- Ved kørsel i elbil har man mulighed for at udnytte energien 2-3 gange så effektivt som i en bil med forbrændingsmotor og dels mulighed for at anvende vedvarende energi som brændstof, især hvis man oplader bilen om natten, hvor strømmen typisk er billigst og vindkraftandelen højest i energimikset – og det er i den forbindelse rigtig glædeligt at se, at 80 procent af opladningerne har foregået derhjemme og man har forstået ideen med, at tankstationen flytter hjem til en selv, siger specialkonsulent fra Energistyrelsen, Michael Rask.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109