23948sdkhjf

Alternativ solcellestrategi fra Dansk Byggeri

Smertegrænsen er en tilbagebetalingstid på 10 år, lyder det fra Dansk Byggeri, som fremlægger en alternativ strategi for ministeren med det formål at løse op for fatalt udspil om solenergi.
Dansk Byggeri er bekymret for solcellebranchens fremtid på baggrund af det udspil, som klima, energi og bygningsminister Martin Lidegaard har fremlagt. Dansk Byggeri ser især tre væsentlige problemer i aftaleudkastet:

- For det første vil forslaget fremme en uhensigtsmæssig energianvendelse hos solcelleejerne, som vil søge at anvende mest mulig energi midt på dagen, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri og fortsætter:

- For det andet er forudsætningerne for en tilbagebetalingstid for solcelleinvesteringer på ti år ikke til stede i ministerens udspil. Det vil tage mindst 21 år at tilbagebetale investeringen efter den model, der er fremlagt, og dermed er der næppe tvivl om, at det private solcellemarked vil forsvinde helt. Endelig ved vi, at den nuværende udbygningstakt genererer cirka 4.000 årsværk. De nedtonede forventninger fra ministeriet vil sandsynligvis reducere beskæftigelsen til et gennemsnit på 1.500 årsværk årligt.

Tilpasninger for små private anlæg
På den baggrund advarer Dansk Byggeri mod det spil, som nu er tilrettelagt, og som ifølge Michael H. Nielsen kan sætte solcellebranchen skakmat. Det er afgørende for det videre forløb, at der bliver holdt fast i ti år som smertegrænse for tilbagebetaling. Sker det, kan private investeringer i solceller fortsat være attraktive.

Dansk Byggeri foreslår nogle helt nødvendige tilpasninger for små private anlæg, nemlig at:

• Effektgrænsen ophæves, som det er foreslået i udspillet fra ministeren.

• Skattefradraget fjernes, så alle anlæg sidestilles afskrivningsmæssigt, hvorved der opnås et reduceret provenutab på cirka 530 millioner kroner i 2020.

• Netselskaberne får mulighed for at opkræve betaling for at stille nettet til rådighed.

• Den årsbaserede nettomålerordning bevares men således, at den enkelte producerede kWh pålægges en nettomålerafgift.

- Vores forslag vil fjerne incitamentet til at forbruge strøm på de tidspunkter, hvor efterspørgslen efter strøm er størst, og den giver staten mulighed for at få kompenseret sit provenutab helt eller delvist gennem en afgift på den producerede solstrøm. Afgiften justeres med prisudviklingen på solanlæggene, så tilbagebetalingstiden holdes omkring de ti år, siger Michael H. Nielsen.

Målene skal styre midlerne – ikke omvendt
Dansk Byggeri foreslår videre, at staten sætter sig klare og ambitiøse mål for udbygningen med solceller, så det bliver målene, der styrer midlerne og ikke omvendt.

- Tilbagemeldinger fra markedet viser, at mange borgere har fremskudt deres investeringer i solceller, fordi de tror, at rammerne for investeringerne ændres. De har med andre ord taget forskud på en del af den udbygning, der ville have fundet sted i det kommende år, siger Michael H. Nielsen og tilføjer afslutningsvis:

- Planen om at ændre nettomålerordningen med tilbagevirkende kraft er farlig i forhold til et politisk ønske om at engagere danskerne i den langsigtede strategi om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Det vil simpelthen blive oplevet som løftebrud.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078