Da Energistyrelsen den 6. februar trak tæppet væk under 33 havvindmølleprojekter under åben-dør-ordningen gik det blandt andet ud over Hofors projekt Aflandshage Havvindmøllepark.
Projektet risikerede at falde, hvis det retslige grundlag ikke blev afklaret hurtigt.
– Flere af Hofor projekter er omfattet af åben dør-ordningen. Men det er særligt bekymrende for os, at Aflandshage Vindmøllepark nu er sat i bero, da vi er meget langt i processen. Vi er lige nu i fuld gang med havbundsundersøgelser samt en række store udbud, og vi skal efter planen inden for meget nær fremtid indgå en aftale om levering af de i alt 26 store havvindmøller. Derfor er det kritisk for os, hvis det trækker ud i lang tid med at få grundlaget på plads, sagde Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør for Hofor i forbindelse med åben-dør-stoppet.