23948sdkhjf

Danmark, Sverige og Tyskland sender brev om gaslæk inden FN-møde

De tre lande er ikke en del af FN's Sikkerhedsråd, men de forsøger at påvirke drøftelse på mødet med et brev

Danmark, Sverige og Tyskland har sammen sendt et brev til FN, inden et møde tirsdag aften i FN's Sikkerhedsråd om eksplosionerne på de to gasrørsledninger Nord Stream 1 og 2.

Det fremgår af det danske udenrigsministeriums Twitter-profil, hvor brevet er blevet offentliggjort.

De tre lande er ikke medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. De vil derfor ikke være til stede på mødet, men forsøger alligevel at påvirke diskussionen.

I brevet orienterer landene om, at efterforskningen af ødelæggelserne på gasledningerne i Østersøen ud for Bornholm stadig er i gang.

Der står også i brevet, at det er uvist, hvornår undersøgelserne bliver afsluttet.

- Efterforskningen er endnu ikke færdiggjort. På dette tidspunkt er det også for tidligt at sige, hvornår det vil ske, står der i brevet.

- Myndighederne i Danmark, Tyskland og Sverige har været i dialog omkring efterforskningen af gaslækagerne, og dialogen vil fortsætte i relevant omfang.

Sverige og Danmark har tidligere konkluderet, at ødelæggelserne af rørledningerne var en bevidst handling, men ikke hvem der står bag.

Det er Rusland, som har indkaldt til mødet i FN's Sikkerhedsråd efter at have bedt om en uafhængig undersøgelse af angrebene på rørledningerne.

Rusland er et af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og kan derfor indkalde til møder.

- Undersøgelserne har fastslået, at der er sket omfattende skader på Nord Stream 1 og 2, og at skaderne er forårsaget af kraftige eksplosioner på grund af sabotage, står der i brevet til sikkerhedsrådet.

Danmark, Sverige og Tyskland kunne have ansøgt om at deltage i mødet, men landene har altså valgt den mere afdæmpede facon ved at sende et brev.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger i en skriftlig udtalelse til Ritzau, at Danmark, Sverige og Tyskland opfordrer til, at man ikke støtter en resolution.

- De nationale efterforskninger af Nord Stream-eksplosionerne pågår fortsat. Vi forstår helt ærligt ikke timingen og Ruslands pludselige presserende behov for en drøftelse og behandling af et resolutionsudkast netop nu, siger han.

Der står desuden i brevet, at de russiske myndigheder er informeret om efterforskningen.

- Helt generelt burde FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling hellere have plads til at koncentrere sig om andre vigtige emner, herunder Ukraine og Mellemøsten, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sikkerhedsrådet er blevet oprettet for at opretholde international fred og sikkerhed og for at forhindre krige.

De to gasledninger Nord Stream 1 og 2 er blevet bygget, så det russiske gasselskab Gazprom kan fragte gas til Tyskland blandt andet gennem dansk farvand.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079