23948sdkhjf

DI: Titusindvis af job i fare efter stop for havvind

Beslutningen om at stille sagsbehandlingen af åben-dør havvind projekter i bero kan koste op mod 62.000 årsværk og 180 milliarder i fremtidige skatteindtægter

Der bliver nu sat arbejdspladser og kroner og øre på, hvad det vil koste det danske samfund, at Energistyrelsen har sat sagsbehandlingen af havvindmølleprojekter og øvrige projekter under åben dør-ordningen i bero, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

Beregningerne er foretaget af revisionsgiganten KPMG og viser, at de eksisterende knap 16,4 gigawatt ansøgninger under åben-dør ordningen har potentiale til at skabe job svarende til 62.320 årsværk under deres konstruktion og 9.840 årsværk, mens de er i drift. 

De mange job risikerer imidlertid aldrig at blive til noget, hvis sagsbehandlingen af åben-dør projekterne ikke hurtigt bliver genoptaget.

- Det er voldsomme tal. Og der er vel at mærke tale om potentielle job spredt i hele Danmark. Det viser med al tydelighed, hvorfor det er så vigtigt, at der hurtigt findes en løsning, så de mange gode projekter under åben-dør-ordningen kan komme videre, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Han tilføjer:

- Får vi ikke hurtigt sat gang i sagsbehandlingen af åben-dør-projekterne igen risikerer det danske samfund at gå glip kæmpestore gevinster og en unik chance for at skabe grøn energi til millioner af husstande i Danmark og Europa. Hvis vi vil have reel grøn omstilling i Danmark og løse klimakrisen, så skal der findes løsninger hurtigst muligt.

Milliarder i skatteindtægter

Samtidig viser beregningerne fra KPMG, at de potentielle skatteindtægter fra henholdsvis selskabsskatter og indtægtsskatter beløber sig til 180,4 milliarder kroner i perioden fra 2023 – 2059, svarende til ekstra skatteindtægter på cirka 5 mia. kr. årligt.

- Beregningerne viser, at åben-dør-ordningen har potentiale til at blive en særdeles god forretning for det danske samfund. Derfor gælder det også om at få gang i sagsbehandlingen igen, så projekterne kan komme i gang. En succesfuld implementering vil komme hele Danmark og den grønne omstilling til gavn, siger Lars Sandahl Sørensen til DIBusiness.dk

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Åben-dør-ordningen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.609