Leder: Genbrug 2.0
Af Store Bededag. Fugle. Skinnebensbetændelse. Alle-mails.
Ideerne var mange, da jeg på redaktionen kortvarigt åbnede op for en brain-storm på emnet for denne leder. Som det ses var buddene mere eller mindre relevante og seriøse.
Hvorfor jeg gik min helt egen vej.
Med tanke på at dette magasin indeholder en del om genbrug og genanvendelse, valgte jeg i genbrugstankens tegn - og fordi jeg ret beset er løbet tør for ord til at kunne skrive en skarp, vittig og begavet leder – at genbesøge lederne fra de tidligere udgaver af Magasinet Forsyning.
Håbet var lade mig inspirere og at skrabe nok sammen til rent faktisk at kunne skrive noget skarpt, vittigt og begavet.
Leder
Dette er en leder bragt i Magasinet Forsyning 1. udgave 2023
Du kan læse mere om det her:
- - Vi vil ikke pege pistolmundingen mod nogen
- Affaldsimport for the win: Det vil jeg forsvare til min død
- Der var en, der var to, der var ni, der var ti ...
- Fors renser skidtet om natten
Derfor er denne leder gammel vin på nye flasker – genbrug i ordets ypperste betydning. Men ikke uaktuel og forhåbentlig heller ikke uinteressant.
I 2018 havde begreberne genbrug og genanvendelse fået nyt liv. Vi var i færd med at omdanne vores brug- og smid-væk-kultur til en brug-og-genanvend-kultur.
En proces vi stadig er midt i. Affaldet sorteres flittigt under køkkenvasken – hvorvidt vi så er gode til det eller ej, er en anden snak - genbrugsbutikkerne har kronede dage, mens plast, metal, pap og papir i stadig større omfang genanvendes til nye produkter.
I 2019 blev Dan Jørgensen minister for den danske energi- og forsyningssektor. Målet var dengang - som nu - en 70 procents reduktion af drivhusgasserne inden 2030. Et mål så ambitiøst, at det grænsede til det uopnåelige. Den afgående energiminister Lars Christian Lilleholt gik endda så langt som til at sige, at det nok nærmere ville kræve en tryllestav frem for en lommeregner.
Såvel tryllestaven som lommeregneren har vi stadig brug for, selvom vi er godt på vej, og tempoet i den grønne omstilling skruet gevaldigt op set i lyset af Putins invasion af Ukraine for godt et år siden.
2019 blev også året, hvor jeg udnævnte en veldrevet energi- og forsyningssektor som krumtappen i den grønne omstilling. Hvilket jo er indlysende og den uomtvistelige sandhed.
Den danske energi- og klimapolitik var dengang tunet ind på et ressource-effektivt, CO2-neutralt samfund uafhængigt at kul, olie og gas. Alle havde vi et fælles mål og fælles pejlemærker, som vi kunne pege på og sige: Der skal vi hen. Alle i samme retning i fælles forståelse af, hvad vi ville opnå. Men ikke med en fælles forståelse for, hvordan.
Pejlemærkerne anno 2023 er de samme som i 2019. Men en fælles drejebog for, hvordan vi gør, var hverken i 2019 eller i dag nedfældet på papir. Og det er også godt det samme. Der er nemlig ikke kun én vej til målet.
For vi opnår nemlig ikke et ressourceeffektivt, CO2-neutralt samfund uafhængigt at kul, olie og gas ved at skrue på én knap, men på mange forskellige knapper.
Det er ikke gjort med opsætningen af mega-mange megawatt vind. Der skal mere til.
Ikke kun en energi- og forsyningssektor som omdrejningspunkt og krumtap i den grønne omstilling – men også hverdagsaktivismen - hvor ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget - er bare én af de knapper, der kan og skal skrues på – hvad enten det gælder affaldssortering, genanvendelse, solceller på taget, en elbil side om side med varmepumpen i carporten.
Før corona, før Putin og Ukraine, før energikrisen levede energi- og forsyningssektoren en skyggetilværelse som skyggesektor.
I 2019 kunne danskernes interesse for, hvad der blev skovlet i ovnene på varmeværkerne ligge på et meget lille sted. Ligesom ingen spekulerede over, hvad der producerede den strøm, der med 99,9 procents sikkerhed altid kom ud af kontakten.
En sektor, der altid har måtte vige fra andre og større ting. Og aldrig har haft folkets opmærksomhed. Indtil nu.
Aldrig før har der været talt så meget om energi i almindelighed, vedvarende energi i særdeleshed, energipriser og naturgas. Energi- og forsyningssektoren er virkelig rykket ud af skyggen og ud i solen – desværre på en trist baggrund.
Der er blevet vedtaget mangt og meget i Folketingssalen i de seneste år. Og det bliver spændende at følge, hvordan de mange beslutninger, energiaftaler og klimaaftaler udmøntes. Hvordan vi når i mål i 2030.
For et er hvad, der står på et stykke papir med ministeriets logo på. Andet er, hvad der kommer til at ske i virkeligheden. Og hvis noget er sikkert og vist, så er det at intet er mejslet i sten i den danske energisektor – heller ikke det, der står skrevet på papir.
Derfor kan vi være forvisset om, at livet i energisektoren også fremadrettet vil være omskifteligt og udfordrende. Dragende og overraskende. Imponerende og ikke så lidt hæsblæsende.
Og helt sikkert aldrig kedeligt.
Artiklen er en del af temaet Klumme.
