23948sdkhjf

Minister vil se på nye løsninger efter havvindmøller er pauseret

Åben dør-ordning for havvind er sat i bero, og det er alvorligt for grøn omstilling, siger energiminister

En "dybt frustreret" klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) kalder det en "alvorlig situation for den grønne omstilling", at havvindmølleprojekter under den såkaldte åben dør-ordning mandag er sat i bero.

- Den konkrete situation rejser en masse spørgsmål om konsekvenserne for de enkelte ansøgninger og ordningen, som skal afklares, siger Lars Aagaard i en pressemeddelelse.

- Jeg kan forsikre om, at jeg kommer til at forfølge hurtige svar på vegne af de ansøgere, som for nuværende er efterladt i usikkerhed om fremtiden for deres projekter.

Åben dør-ordningen er sat i bero, da den kan være i strid med EU-retten.

Ordningen er en af to måder i Danmark, hvor man kan få tilladelse til at etablere en havvindmøllepark.

Lars Aagaard siger videre, at han allerede har rejst problemstillingen i Bruxelles.

- Jeg er allerede i personlig kontakt med Margrethe Vestager i kraft af hendes rolle som næstformand i EU-Kommissionen for en dialog om vurderingen og rammerne for VE-udbygning i EU, og den dialog fortsætter jeg, lyder det.

Ifølge Dansk Erhverv er der aktuelt ansøgninger på 13 gigawatt, som nu pauseres.

Green Power Denmark skriver, at det er over 15 gigawatt grøn strøm, der stod klar til at blive opført.

Ministeriet pointerer dog i sin pressemeddelelse, at en politisk aftale fra 2022 om at opføre 9 gigawatt ny havvind frem mod 2030 ikke bliver påvirket af, at åben dør-ordningen sættes i bero.

Det skyldes, at projektet har været i udbud, som er den anden måde at etablere havvind i Danmark.

Derudover vil Lars Aagard nu finde nye løsninger på udbygning af havvind.

- Regeringen står fast på sine ambitioner for udbygningen af vedvarende energi.

- Ud over afklaring om, hvor vidtrækkende konsekvenserne er, vil jeg sætte mig i spidsen for at se på, hvad vi i øvrigt kan gøre for at skrue op for tempoet i udbygningen af havvind, herunder smidigere modeller for udbygning af havvind, eventuelt i form af en opdateret koncessionsmodel.

Åben dør-ordningen har eksisteret siden 1999.

Både Dansk Erhverv og Dansk Industri undrer sig derfor over, at det først er nu, at myndighederne vurderer, at ordningen kan være i strid med statsstøtteregler i EU.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097