23948sdkhjf

Energiø-stafetten: Søren Møller Christensen, Baltic Energy Island

I sidste uge sendte Jacob Trøst, borgmester i Bornholms Regionskommune, stafetten videre til Søren Møller Christensen, konstitueret direktør i Baltic Energy Island.

- Søren Møller Christensen samarbejder om forberedelsen og koordineringen af energiøen lokalt. Søren ser muligheder, er visionær og formår at tænke ud af boksen, sagde han om sit valg.

Hvad er din rolle og ansvar i forhold til Energiø Bornholm?

- Jeg er konstitueret direktør for erhvervsfyrtårnet Baltic Energy Island, der arbejder at gøre Energiø Bornholm til et springbræt for erhvervs- og teknologiudvikling på Bornholm og Danmark.

- Frem mod 2030 er de potentielle investeringer på og i havet omkring Bornholm på over 100 mia. kr. Det er den suverænt største investering i Bornholms historie og måske den største investering i vedvarende energi nogensinde i Danmark. Læg dertil, at energiøen vil rumme helt ny teknologier og vil danne forbillede for energiøer i resten af verden. 

- Den mulighed skal vi udnytte og bruge til at udvikle nye grønne erhverv, skabe grønne arbejdspladser og lave teknologiske blueprints (model red.), som kan inspirere resten af verden til at sætte fart på den grønne omstilling. Vores ambition er, at gøre Bornholm til centrum for energiø teknologier og havvind, et sted hvor fagfolk, forskere og studerende mødes for at lære af og deltage i innovation og udvikling.

Hvad var din umiddelbare tanke, da du første gang hørte om energiøen?

- At det er fantastisk, at vi endelig har modet til at investere i stor skala i havvind, og at Bornholm lige pludselig er placeret det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For at forstå omfanget af den udvikling, som vi står overfor, sammenligner jeg nogle gange med den udvikling, som Stavanger i Norge gennemgik efter fundet af Ekofisk oliefeltet i 1969: Et mindre og afsides beliggende samfund bliver pludselig centrum for store mængder af energi og bliver centrum for erhverv og teknologiudvikling. Den udvikling kan vi også opleve, men vi skal samtidig være meget fokuserede på at tilpasse udviklingen til Bornholm. Det er vigtigt at passe på det Bornholm, som vi alle elsker og holder af.

Hvad fylder lige nu mest i dit arbejde med projektet?

- Vi begynder nu at se konturerne af, hvor stort projektet med energiøen kan blive for Bornholm og Danmark. Det er dog gået meget stærkt. Først var Energiø Bornholm på 2 GW, derefter 3 GW og nu op til 3,8 GW. Dertil er kommet CIPs (Copenhagen Infrastructure Partners red.) og Ørsteds planer for 3 GW øst for Bornholm, og endelig har vi vores eget lokale havvindsprojekt på 0,1 GW. I alt op til 6,9 GW, hvilket svarer til den samlede mængde havvind i hele Danmark i dag til lands og til vands. Os, som arbejder intenst med projekterne, begynder at få greb om det, men vi skal nu fokusere på at få bornholmerne med. Vi skal igangsætte en dialog om, hvad det kan betyde for Bornholm, og hvordan energiøen kan blive afgørende for at øen kommer ud af de store økonomiske problemer, som desværre præger øen i disse år.


Hvad bliver for din organisation den største udfordring ved Energiø Bornholm ?

- Det bliver at forbinde det globale og nationale med det lokale: At få en række milliardstore investeringer til at lande på Bornholm, så det er til glæde både for bornholmerne og for de virksomheder, der skal investere på Bornholm. Vi skal lykkes med i et og samme greb at lave en massiv udbygning med vedvarende energi for at bidrage til at løse klimakrisen, udvikle et lokalsamfund, der i dag har store økonomiske problemer og skabe en teknologisk udvikling, som der er brug for i resten af verden.

  

Hvilken dele af projektet ser du personligt mest frem til?

- To ting. For det første at se vores gamle historiske elværk få nyt liv som det bankende hjerte for energiøen - og udkrystalliseringen af vores vision om at forbinde det globale og det lokale. Elværket bliver stedet, hvor energiøens aktører vil mødes, dele viden, studere, forske og inspirere hinanden – med udstillinger, residential college for DTU og hjemsted for Baltic Energy Island.

- For det andet ser jeg frem til at følge de ide- og innovationsforløb, som vil følge både Energiø Bornholm og det 3 GW Power-to-X projekt, som CIP og Ørsted lige nu søger om godkendelse til at sætte i gang. Udover den nye teknologi, der skal afprøves for et muliggøre energiøen og Power-to-X, vil vi også skulle finde ud af, hvad vi kan bruge Bornholms to nye energiråstoffer – store mængder grøn energi og enormt store mængder af overskudsvarme, til.

 

Hvem sender du stafetten videre til – Og hvorfor?

Jeg sender stafetten videre til Hanne Storm Edlefsen, direktør i Energinet med ansvar for energiøerne, fordi hun visionært står i spidsen for Energinets arbejde med de to danske energiøer.

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Energiø-Stafetten
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.562