23948sdkhjf

Udrulning af fjernvarme i Slagelse koster en milliard - udrulning i Skælskør kræver ny varmekilde

Forsyningsselskabet Envafors har lagt en plan for udrulning af fjernvarme i Slagelse og Skælskør.

I perioden fra 2024 til 2027 skal der i Slagelse lægges fjernvarmerør ud til 2.100 forbrugere, der i dag får deres varme fra naturgassen. Regningen for projektet beløber sig til rundt regnet en milliard, skriver SN.dk

I Skælskør har Skælskør Boligselskab og Envafors  indgået aftale om, at alle boligselskabets afdelinger, beliggende i Skælskør by, konverteres til fjernvarme så hurtigt som muligt. Med aftalen konverteres 1.004 til fjernvarme, skriver Envafors i en pressemeddelelse. 

En milliard i Slagelse

Den omfattende udrulning af fjernvarme i Slagelse er netop godkendt af Klima og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.

Projektforslaget har været sendt i høring hos Affald Plus og det statslige gasdistributionsselskab Evida. Der er ikke modtaget høringssvar fra Affald Plus, mens Evida ingen bemærkninger har. 

De nytilkoblede forbrugere vil i Slagelse kunne forsynes fra enten værket på Trafikcenter Allé, fra halmvarmeværket og den kommende varmepumpe på Dalsvinget.

Varmepumpen etableres dog først, når forbrændingsanlægget efter planen skal nedlægges i 2024.

Skælskør og ny varmekilde

I Skælskør er Envafors ikke helt så langt fremme med udrulningen af fjernvarme. Første skridt er dog aftalen med Skælskør Boligselskab.

- Vi er i kontakt med Skælskør Boligselskab om etablering af fjernvarme her. Det handler dog ikke kun om at lægge rør ned, men også om at etablere en varmekilde her, siger Henrik Birch, administrerende direktør i Envafors til SN.dk. 

Envafors har nu påbegyndt detailprojekteringen af ledningsnettet i Skælskør samt den nye varmecentral, som skal levere varmen evt. sammen med overskudsvarme fra industrien. 

Herefter skal projektet godkendes af Slagelse Kommune som varmeplansmyndighed. 

- På nuværende tidspunkt foreligger der ikke en detailtidsplan, men vi håber at vi kan levere fjernvarme til de første ejendomme i løbet af 2025, siger Energichef Carsten Lunde fra Envafors. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079