23948sdkhjf

Green Power Denmark: Vindenergi på land stoppes af forældet viden

En opgørelse fra Green Power Denmark viser, at siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har Nævnenes Hus med henvisning til naturhensyn og biodiversitet stoppet ansøgninger om 120,5 MW vindenergi på land, mens 93,6 MW har fået grønt lys.

Vi skal være bedre til at samtænke klima og biodiversitet, så det ikke konflikter med den nødvendige udbygning med vedvarende energi. Jacob Klivager Vestergaard, afdelingschef for land og marked, Green Power Denmark

Det oplyser Green Power Denmark på organisationens hjemmeside.

– Rundt om i landet er der masser af nye VE-projekter, der står klar til at gøre en forskel i den grønne omstilling. Desværre stoppes mange vindmølleprojekter fortsat i Nævnenes Hus på grund af særlige hensyn til det omkringliggende natur- og dyreliv. Vi skal være bedre til at samtænke klima og biodiversitet, så det ikke konflikter med den nødvendige udbygning med vedvarende energi, siger Jacob Klivager Vestergaard, afdelingschef for land og marked i Green Power Denmark.

Forældet viden

Samlet viser Green Power Denmarks opgørelse, at 14 af 19 klagesager angående landvindsprojekter i løbet af de sidste to år er stoppet eller decimeret i Nævnenes Hus med henvisning til natur, fugle og flagermus.

– Det ville ikke være en så stor udfordring, hvis der for hver klagesag lå en uomtvistelig dokumentation for, at det omkringliggende natur- og dyreliv var truet. Det er dog langt fra altid tilfældet. Ofte træffes afgørelser i Nævnenes Hus på en forældet viden, der ikke nødvendigvis passer ind i en lokal kontekst, påpeger Jacob Klivager Vestergaard.

Han peger på, at I de senere år er flere nye teknologier kommet til, der kan afværge nogle af den grønne omstillings negative konsekvenser på det omkringliggende natur- og dyreliv. 

For eksempel kan nye teknologier med kunstig intelligens i dag genkende fuglene, før de nærmer sig vindmøllerne og nå at stoppe vingerne, så kollisioner afværges.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14