23948sdkhjf

Pilotprojekt skal sætte skub i udbygningen af elnettet

En af samfundets allervigtigste opgaver er at få sat turbo på den grønne omstilling, og Esbjerg og Varde kommuner sætter sig nu sammen med Energinet for at finde steder og sagsbehandlingsgange, hvor hastigheden kan sættes i vejret. Arbejdet skal danne grundlag for et øget samarbejde med alle landets 98 kommuner.

Folketinget vedtog i juni “Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022”, der indebærer en voldsomt accelereret omstilling til grøn energi. Strøm fra solceller og vindmøller på land skal firedobles på bare otte år for at reducere klimabelastningen og gøre Danmark og Europa uafhængig af olie, kul og gas fra Rusland.

Det skriver Energinet i en pressemeddelelse.

- Det er en kæmpe opgave, som skal løses i rekordfart. Derfor glæder det mig rigtig meget, at Esbjerg og Varde kommuner er med til at finde veje til, hvordan vi smartere, mere effektivt og ikke mindst hurtigere kan få sluttet solcelleparker, vindmøller og nye elforbrugere til elnettet, siger Thomas Egebo, administrerende direktør i Energinet, der har ansvaret for danskernes forsyning for el og gas og udbygningen af de overordnede el- og gasnet.

Strømmen produceres langt fra elnettet

Den grønne omstilling vender på mange måder elsystemet på hovedet. I fremtiden vil strømmen ikke blive produceret på kraftværker nær de store byer og forbrugscentre, men i egne af landet, hvor der hverken er elnet eller lokalt forbrug til at opsluge den enorme produktionen.

Ydermere skal vi bruge mere strøm – for eksempel til elbiler, varmepumper og produktionen af grøn brint - og den vil komme ”som vinden blæser” og ”solen skinner”. Derfor skal meget mere strøm transporteres over meget længere afstande.

Men mens det kan tage få år at rejse en solcellepark, der kan producere det samme som et kraftværk, tager udbygning af elnettet, der skal transportere strømmen, ofte længere tid. Derfor er målet med samarbejdet bl.a. at sikre, at elnettet udbygges i tide.

Sagsbehandlingstiden skal kortes ned

For eksempel kan kommunerne guide Energinet til at få udbygget elnet, hvor mest mulig strøm hurtigt kan blive tilsluttet, for eksempel ved at vurdere hvilke planer om nye solcelleparker, der hurtigst kan realiseres, og hvilke planer der har lange udsigter. Samarbejdet kan også sikre, at kommuner og Energinet i højere grad sideløbende godkender, laver miljøvurderinger mv., sådan at sagsbehandlingstiden for nye projekter og elforbindelser kan kortes ned.

- I Varde Kommune har vi vedtaget en ambitiøs klimahandlingsplan med et mål om at være klimaneutral i 2050. Her er de grønne energiprojekter altafgørende, og vi er parate til at se på alle idéer, der kan accelerere omstillingen til den nødvendige hastighed og sikre rammerne for udvikling både hos os i Varde Kommune, i Sydvestjylland og i resten af landet, siger Mads Sørensen, borgmester, Varde Kommune.

Smidigt samarbejde på tværs

Energinet er også i dialog med flere andre kommuner, men i Esbjerg og Varde området er oplagt til pilotprojekt, da der er flere større konkrete projekter i gang, som kan give vigtig læring på en række områder.

- Esbjerg er og bliver et centralt omdrejningspunkt for opfyldelsen af nationale og internationale klimamålsætninger. Den grønne dagsorden præger byen. Udover styrkepositionen i forhold til havvind, så er Esbjerg forrest i feltet med hensyn til PtX, innovativ fjernvarme, energisektorkobling og meget mere. Derfor er det kun naturligt, at vi også engagerer os i dette pilotprojekt, der flugter med Esbjerg Kommunes vilje til at være med til at drive energiomstillingen. Et smidigt samarbejde på tværs er og bliver en afgørende faktor i realiseringen af fremtidens energiløsninger, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune.

Vejledning til kommunerne

Også erhvervslivet hilser pilotprojektet meget velkommen, forklarer Karsten Rieder, direktør for Business Esbjerg.

- Det er afgørende vigtigt, at der er fokus på at sikre den hurtigst mulige udbygning af de danske transmissionsnet for at kunne håndtere både de planlagte og fremtidige store VE-produktionsanlæg og datacentre, siger Karsten Rieder.

Arbejdet er allerede gået i gang, og det er planen, at der i de kommende måneder bliver udarbejdet en vejledning, som alle kommuner kan bruge til at se, hvordan de kan samarbejde med Energinet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125