23948sdkhjf

Wind Cluster flytter i nyt domicil

Silkeborg-virksomheden Wind Cluster har de seneste år oplevet kraftig vækst i salget af specielt reservedele til vindmøller.

Den positive udvikling har medført behov for at udvide forretningen med flere kvadratmeter og bedre faciliteter.

Derfor flytter Wind Cluster til nyt domicil med mere kontorplads og ikke mindst mere lagerplads til de mange reservedele til vindmøller, som man sender til hele verden.

Det oplyser Wind Cluster i en pressemeddelelse.

- Udover stort lager indeholder det nye domicil en kontorafdeling med gode muligheder for møder med kunder og leverandører. I et år har vi arbejdet med forskellige muligheder for at flytte til større domicil og vi glæder os over, at vi nu, med relativ kort varsel, kan flytte i nyt domicil umiddelbart ud til Silkeborg-motorvejen i Haarup, siger adm. direktør og ejer, Peter Nyegaard Jensen.

Mere engrossalg

Tidligere har Wind Cluster primært ageret som agenturvirksomhed, hvor man formidlede salg af komponenter til verdens helt store mølleproducenter. Alt fra små sensorer til tonstunge generatorer, som ikke fysisk kom forbi firmaadressen i Silkeborg.

Over tid har forretningen imidlertid udviklet sig til langt mere engrossalg, hvor virksomheden køber og sælger specielt reservedele til ejere af vindmøller, servicevirksomheder i hele verden samt naturligvis til de velkendte, globale mølleproducenter.

Wind Cluster har salgskontorer i Kina, Indien, Korea, USA/Canada samt partnere, der formidler salget i en række andre lande.

Muligheder for vækst

I takt med at virksomheden har udviklet sig, er de nuværende lokaler på Åhavevej midt i Silkeborg blevet for trange, ligesom vareleverancer med mange vare- og lastbiler ikke fungerer optimalt midt i byen.

Valget af hovedkontorets placering i det markante byggeri på Haarup Bygade 28 øst for Silkeborg lever godt op til de kriterier, Wind Cluster har opstillet til lokation og med god mulighed for vækst af forretningen.

Det nye domicil er nybygget i 2021, og ligger få hundrede meter fra fuldt tilslutningsanlæg til Silkeborg-motorvejen. 

Med motorvejene i det midt- og østjyske område er der tale om en meget central placering i forhold til f.eks. både Aarhus og Brande. 

- Vi overtager det nye domicil den 1. december 2022. Herefter skal der etableres bl.a. lagersystemer ligesom kontorer og velfærdsrum skal være helt klar til drift, inden vi indflytter. Derfor kan den egentlige indflytning blive midt i december, siger Peter Nyegaard Jensen, der naturligvis glæder sig til at byde kunder og forretningsforbindelser velkommen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094