23948sdkhjf

K ønsker CO2-afgift på landbrug og hurtigere opstilling af vindmøller

Med under en uge tilbage af valgkampen kommer De Konservative med klimaudspil med velkendt indhold

En CO2-afgift på landbruget. Mindre bureaukrati og dermed kortere sagsbehandling ved eksempelvis udbygning af havvindmølleparker. En økonomisk gevinst til de boligejere, der løfter deres boligs energimærke.

Det er nogle af de tiltag, der er med i det klimaudspil, som De Konservative er kommet med onsdag med under en uge til folketingsvalget.

- Det, vi har præsenteret, er et bredt klimaudspil, der adresserer forskellige sektorer, fordi vi er nødt til at sætte ind mange forskellige steder og prioriterer midlerne til det, siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).

En række elementer i udspillet så som CO2-afgift og økonomisk gevinst til boligejerne er velkendt stof. Men diskussionen om en CO2-afgift har i den igangværende valgkamp været et tema.

De Konservative ønsker også at indføre en CO2-afgift på landbruget. Dog først når et nedsat ekspertudvalg har peget på, hvordan det bedst kan gøres.

Ekspertudvalget kommer efter planen med sine anbefalinger i begyndelsen af 2023.

- En CO2-afgift skal være med til at sikre, at landbruget når i mål med de udviklingstiltag, som er aftalt i landbrugsaftalen, står der i udspillet.

Socialdemokratiet og Enhedslisten har tidligere foreslået, at pengene fra en CO2-afgift skal gå til en landbrugsfond. Den skal dele nye tilskud ud til landmænd, der vil omstille til en mere klimavenlig produktion.

Også Venstre har meldt ud, at partiet ønsker en CO2-afgift på landbruget. Venstre betinger sig dog af, af afgiften indrettes på en måde, så den omstiller landbruget, som landbruget også selv ønsker det.

Derudover må afgiften ifølge Venstre ikke sende arbejdspladser ud af landet og lukke den danske fødevareproduktion.

En række andre borgerlige partier ønsker ikke en CO2-afgift på landbruget.

Dansk Folkeparti er i udgangspunktet imod. Danmarksdemokraterne har direkte afvist ideen om at indføre en CO2-afgift på landbruget.

Desuden vil De Konservative indføre en sagsbehandlingsgaranti for nye vindmølleparker. Kort fortalt skal sagsbehandlings-, godkendelses- og klageprocesser gå hurtigere og kunne klares inden for 12 måneder.

- Det offentlige må ikke bruge mere end 12 måneder på at godkende nye vindmølleprojekter, fordi vi kan se, at det i dag tager årevis, siger Abildgaard.

De Konservative vil også give en belønning til de boligejere, der løfter deres boligs energimærke. Udspillet er målrettet boligejere af parcel-, række-, kæde-, dobbelt- og stuehuse.

Disse kan se frem til mellem 20.000 og 60.0000 kroner, alt efter hvor mange energimærker, boligen løftes med.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Folketingsvalg 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078