23948sdkhjf

Lektor: Opgraderet biogas skal afløse naturgas

Naturgasnettet i Danmark vil om få år forsyne Danmark med både metan produceret fra biogas og med brint fra power-to-x anlæg, vurderer lektor på DTU Philip Fosbøl.

Biogas er en nødvendig ressource i fremtidens energiforsyning – også til opvarmning i private hjem. Det vurderer lektor på DTU Kemiteknik, Philip Fosbøl, som forsker i teknologi til at opgradere biogas og fjerne CO2 og uønskede stoffer som svovl, før den sendes ud i naturgasnettet.

Ifølge brancheorganisationen Biogas Danmark har dansk biogas fortrængt russisk gas for 3,7 milliarder kroner i årets første otte måneder. Det svarer til at biogassen i dag fylder 40 procent af den metan, der flyder i naturgasnettet til virksomheder og private kunder. Ifølge Energistyrelsens prognose vil biogassen i 2030 udgøre 72 procent af den gas, der flyder i naturgasnettet.

Philip Fosbøl vurderer, at den nuværende krise på naturgasmarkedet vil lette inden for de næste to til tre år. Herefter vil naturgasforsyningen i Danmark fortsat være en nødvendig ressource til at producere strøm i kraftvarmeværker, når det ikke er muligt at få strøm leveret fra vindmøller og solenergi.

- Allerede fra 2024, når Thyra-gasfeltet genåbnes vil vi kunne producere den gas, vi har brug for i Danmark. Det vil medføre, at priserne falder igen, og når biogasproduktionen opskaleres, så vil vi senest i 2030 helt kunne udfase den fossile gas, siger Philip Fosbøl i en artikel på DTUs hjemmeside.

Brint i naturgasnettet

Philip Fosbøl vurderer, at naturgasnettet Danmark om få år vil blive udnyttet som infrastruktur til at forsyne Danmark med både metan produceret fra biogas og med brint produceret i power-to-x anlæg, hvor strøm fra vindmøller i mødet med vand omdannes til flydende brint ved elektrolyse.

- I fremtiden vil det være en blanding af metan og brint, vi brænder af både i naturgasfyr i private hjem og i industrien, siger Philip Fosbøl.

Han peger på, at den nuværende energikrise med mangel på naturgas er et europæisk problem, som er udløst af Ruslands stop for naturgas, kombineret med at Europa ikke har en infrastruktur, som på kort tid kan omstilles til at levere gas fra skibe og tankanlæg i de store havne.

Projekter og demo-anlæg på DTU

DTU har en række forskningsprojekter inden for opgradering af biogas og råder over tre demonstrationsanlæg, hvor forskere tester forskellige teknologier til at forbedre anvendelsen af biogas. 

Et af projekterne, Bio-ReFuel, har fokus på at omdanne biogas til det flydende brændstof metanol. Anlægget har kapacitet til at behandle 240 m3 biogas dagligt.

Et andet projekt, BioCO2, fokuserer på at udnytte CO2 i biogassen for at opnå en forbedret kvalitet, ved et lavt energiforbrug. Derudover anvender projektet BE-CLEAN en succesfuld power-to-x teknologi til at reducere omkostningerne ved at fjerne urenheder i biogassen.

Projekterne bidrager aktivt til at forbedre de kerneteknologier, som indgår i den grønne omstilling af energiforsyningen i Danmark.

Kilde: DTU

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125