23948sdkhjf

Minister blåstempler energiø Bornholm og en udgift på 13,9 milliarder

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har netop godkendt projektet, der skal koble energiø Bornholm på det danske elnet.

Det fremgår af en skriftlig orientering ministeren har sendt til Folketingets Klima- Energi- og Forsyningsudvalg den 4. oktober 2022.

Projektet skal sikre, at Energinet etablerer det kollektive transmissionsnet og dertilhørende elektriske anlæg, som skal forbinde Energiø Bornholm til eltransmissionsnettet i Danmark.

Konkret består projektet af etableringen af en 245 km jævnstrømsforbindelse mellem Bornholm og Sjælland og etableringen af to 400 kV-stationer med omformeranlæg på henholdsvis Bornholm og Sjælland.

Tysk samarbejde 

Energinet indsendte ansøgningen om godkendelse af elinfrastrukturen i marts 2022. Den 29. august blev der indgået en politisk tillægsaftale om udvidelsen af energiø Bornholm fra 2 GW til 3 GW. I løbet af sommeren blev der indgået en politisk aftale med Tyskland om, at Tyskland tilsluttes Energiø Bornholm. 

Det er derfor en forudsætning i Energinets ansøgning, at der indgås aftale med den tyske TSO, 50Hertz, om fordeling af ejerskab, omkostninger og indtægter. 

Der pågår fortsat forhandlinger mellem Energinet og 50Hertz herom.

- På baggrund af den politiske aftale med Tyskland har Energinet foretaget en foreløbig vurdering af de budgetmæssige konsekvenser med afsæt i de i aftalen fastsatte principper for fordeling af ejerskab, omkostninger og indtægter. Baseret på principperne i den politiske aftale med Tyskland vurderer Energinet foreløbigt, at anlægsbudget for Energinets del af projektet reduceres som følge af den delfinansiering, der er lagt til grund for anlægget på Bornholm, fremgår det af den skriftlige orientering fra ministeren.

Det betyder at anlægsbudgettet reduceres fra 16,9 milliarder kroner til 13,9 milliarder kroner eksklusiv risikoomkostninger.

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: energiø bornholm
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.595