23948sdkhjf

Himmelhøje priser: Flere får lukket for gassen

Antallet af danskere, der får lukket for gassen, er steget væsentligt i 2022. 

Flere danskere kan se frem til en kold vinter. Antallet af gaskunder, der får lukket for gassen, er nemlig steget markant det sidste år.

Det viser tal fra distributionsselskabet Evida. Det er forsyningsselskabet Andel Energi, der har forsyningspligten i Danmark, men det er Evida, der i praksis lukker for gassen på vegne af Andel Energi. 

Det skriver Fagbladet 3F

Gassen er indtil videre blevet lukket 1.238 gange i år. Det vil sige, at antallet af kunder, der har fået lukket for gassen i 2022, allerede nu har overgået det samlede antal for hele 2021. Her var Evida ude at lukke for gassen 1.227 gange. Tallene dækker både private og erhvervskunder.

Kigger man på tallene fra 2021, vil man også se, at fire af de koldeste måneder er i vente for 2022. I september 2021 var Evida ude at lukke gassen flest gange med 193 lukninger.

Andel Energis funktionschef, Jack Kristensen, fortæller, at stigningen desværre ikke overrasker ham.

- Vi befinder os i en meget alvorlig international energikrise, skriver han i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Han forklarer videre, at Andel Energi ikke kan løse opgaven alene med at garantere danskerne et sikkerhedsnet over vinteren.

- Vores egne omkostninger til energiindkøbet er eksploderet, nu hvor Rusland bruger energi som våben, skriver Jack Kristensen og fortsætter:

- Derfor står vi med en meget stor opgave, hvor vi endnu ikke kender det fulde omfang og metode.

Da Andel Energi har forsyningspligten på gas indtil 2023, er det dem, der i sidste ende står med de kunder, der ikke kan eller vil betale deres gasregninger.

Hvis en kunde ikke betaler, kan Andel Energi altså iværksætte en lukning, når der er gennemgået en rykkerprocedure, og kunden har fået mulighed for sikkerhedsstillelse samt varsel.

Men Jack Kristensen fortæller, at Andel Energi grundet energikrisen prøver at strække sig længere end ellers.

- Vi er mere lempelige med at tilbyde afdragsordninger eller udskyde betalingsfrister til efter et månedsskifte, end vi burde være på et almindeligt fungerende marked, skriver Jack Kristensen til Fagbladet 3F.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094