23948sdkhjf

Ørsted, Siemens-Gamesa, DTU og Energinet sammen om ambitiøst vindprojekt

Parterne har etableret Baltic Energy Island på Bornholm. Målet er at skabe et globalt knudepunkt for innovation, test og erhvervsudvikling inden for grøn energi.

Når der lige nu etableres energiøer er det for at understøtte forsyningssikkerheden og sikre omstillingen til bæredygtige energiformer. På Bornholm etableres en energiø, der kan danne grundlag for den fremtidige udvikling af energiøer globalt. 

Det sker i 2030 med etablering af en havvindmøllepark med en vindkapacitet på 3 GW.

Nu har Ørsted, Siemens-Gamesa, DTU og Energinet sammen med Bornholms Regionskommune, Bornholms Energi & Forsyning og Rønne Havn etableret ern erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island på Bornholm. Den skal fungere som en hub for innovation og udvikling af teknologier, der vil påvirke energisystemet i Østersøen og globalt.

- Energiøer handler om at komme massivt op i skala og hurtighed. Og om at dele havvindens energi mellem lande, der vil hinanden det godt. De tekniske, markedsmæssige og regulatoriske nyskabelser, der skal til for at få energiøer til at lykkes, kræver massivt samarbejde mellem eksperter, virksomheder, myndigheder, borgere og mange flere. Med Baltic Energy Island får vi et sted, de kan mødes. Det er helt nødvendigt, og i Energinet glæder vi os til at være med, siger Hanne Storm Edlefsen, Vicedirektør for energiøer hos Energinet i en pressemeddelelse.

Store forventninger til Baltic Energy Island

Adgangen til grøn energi og til testmuligheder, der er skalerbare, er afgørende, når teknologiproducenter i fremtiden skal teste deres løsninger, og der er store forventninger til Baltic Energy Island. Samtidigt er fonden gearet til at levere på de visioner, som følger af topmødet Baltic Sea Energy Security Summit, der afholdes tirsdag, 

- Vi har en enestående mulighed for at udvikle teknologier til fremtidens energisystem. Det kræver, at vi gør det sammen. Vi skal arbejde på tværs af sektorer, forskningsinstitutioner og landegrænser, og Baltic Energy Island bliver en stærk platform for det arbejde, siger Anders Bjarklev, Rektor ved DTU.

Partnerskabet Baltic Energy Island er dannet på basis af projektet ’Nationalt Center for Grøn Energi’, der blev etableret med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmestyrelse, Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regional udvikling i 2021.

Om arbejdet i Baltic Energy Island

I Baltic Energy Island vil partnerne arbejde inden for flere hovedområder - herunder udvikling af Østersøen som centrum for havvind og grøn transporthub - og anvendelse af Bornholm som testø for grøn energi. Partnerne vil etablere testmuligheder og udvikle teknologier til energiøer og Power-to-X.

Et andet hovedområde er uddannelse af ingeniører og træning af virksomheder, så de kan blive en del af den grønne omstilling – og fortællingen om Bornholms transition; alt sammen med henblik på at hjælpe andre regioner og lande med transformationen af deres energisystem og samfund.

Derudover etableres et vækst- og innovationshus, hvor læring fra test og udvikling anvendes i samarbejder mellem studerende og erhvervsliv med henblik på at skabe innovative og grønne forretningsmodeller.

Kilde: Energinet

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Baltic Energy Island
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.547