23948sdkhjf

Solcelleplaner sat på pause: Politikere ønsker bedre overblik

Adskillige projektudviklere er interesserede i at anlægge solcelleparker i Hedensted Kommune. Så mange, at politikerne nu vil have et ordentlig overblik, inden de siger ja til nogen.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Formanden for kommunens vækst- og klimaudvalg Lars Poulsen (V) opfordrer derfor til, at hvis man går og overvejer at anlægge en større solcellepark i Hedensted Kommune, er det nu man skal komme ud af busken med planerne – også selv om de kun er på et tidligt stadie.

Det samlede byråd skal på et temamøde i slutningen af september diskutere en overordnet strategi for hvor, hvordan og hvor mange solcelleparker, der skal gøre plads til.

- Det er kommet bag på os, at interessen for at anlægge solcelleparker i Hedensted Kommune er så stor, og det er det, der er årsagen til, at vi har brug for at danne os et bedre overblik. Det kan også komme på tale at lave yderligere retningslinjer eller restriktioner. Det er noget af det, vi skal diskutere på temamødet, siger Lars Poulsen til Vejle Amts Folkeblad.

Interessen drejer sig især om Juelsminde-halvøen, og det kan give udfordringer i forhold til, hvor tæt solcelleparkerne kommer til at ligge på hinanden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14