23948sdkhjf

Brian Vad Mathiesen: Den grønne omstilling er mange bække små

Det er muligt at nå målsætningen om 70 pct. reduktion i CO2-udledning med eksisterende teknologier, særligt med mere sol og vind, fastslår Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

Det handler alene om vilje og investeringskraft. Så kort er svaret, når man spørger Brian Vad Mathiesen, hvad der skal til for, at Danmark når klimamålet for 2030. Ifølge professoren fra Aalborg Universitet er det nemlig muligt at nå de 70 pct. reduktion af klimagasser, hvis vi vil investere massivt i vedvarende energikilder:

- Vi skal investere i at tænke energisystemet smartere, og vi skal samtidig elektrificere meget mere. Vi skal have grøn el ind i vores industri og ind i fjernvarmen, og så skal vi have flere individuelle varmepumper. Det er nødvendigt for fremtidens energisystem, at den baseres på vedvarende energikilder, siger Brian Vad Mathiesen til Energy Cluster Denmarks publikation Energy Tech.

El ind i transporten

Et andet element i fremtidens energisystem er elektrificeringen af transportsektoren:

- Det er meget sandsynligt, at al persontransport bliver elektrisk – al let persontransport. Når det gælder lastbilerne, kan 30-40 pct. – måske halvdelen – elektrificeres, siger Brian Vad Mathiesen.

For den del af transporten, der ikke kan elektrificeres direkte; det gælder fly og hovedparten af skibstransporten, skal der findes grønne alternativer:

- Her skal vi bruge elektrofuels frem for batterier, hvilket kræver enorme mængder vedvarende energi. Skal vi dække Danmarks tunge transport med vedvarende energi, så skal vi – alene til det ene formål – bruge lige så meget vind som til resten af systemet. Der er med andre ord et voldsomt pres på energisystemet alene fra transportsektoren, fortæller Brian Vad Mathiesen.

Energikrisen

Ifølge Brian Vad Mathiesen er den aktuelle energikrise og afhængigheden af russisk gas tæt forbundet med den grønne omstilling og de tiltag, fremtidens energisystem kræver.

Den positive melding er, at vi allerede kender de teknologier, som vi kan bruge til at gøre os uafhængige af fossil energi. Vi skal bare accelerere det, vi allerede gør Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

- Den positive melding er, at vi allerede kender de teknologier, som vi kan bruge til at gøre os uafhængige af fossil energi. Vi skal bare accelerere det, vi allerede gør. Industrien skal elektrificeres, fjernvarmen skal dække 70 procent af vores varmeforbrug, og så skal vi have individuelle varmepumper til at dække resten. I den situation vi står i nu, bør vi kunne reducere gassen med 75-80 pct., siger Brian Vad Mathiesen og fortsætter:

- Vi skal tænke i det smarte energisystem, hvor vi bruger el og fjernvarme og Power-to-X-brændsler til at skabe det fleksible system, som skal kombineres med energibesparelser og med bygningsmassen for at få os i mål. For sådan er den grønne omstilling; det er både besparelser i den enkelte husstand og de store Power-to-X-projekter, siger han:

- Den grønne omstilling er mange bække små.

Begynd med visionen

Når man tegner skitsen for fremtidens energisystem, er et centralt bud på en dansk løsning på klimaudfordringerne energiøer.

- Det er stensikkert en god idé at bygge mere vedvarende energi, men energiøerne kan man dele ind i to. En overvejende sikker del, hvor vi opskalerer vindmølleparkerne til 10 GW og tager de næste udfordringer for større VE anlæg på havet. Europa skal have mindst 300 GW offshore i 2050, så vi skal som minimum kunne bygge 10 GW samlet et eller andet sted. Alene net-tilslutningen af 10 GW er meget, meget vanskeligt, siger han:

- Den anden del er ’øen’ ved havvindmølleparken. Det er den mere innovative og usikre del, der gør hele konceptet til en vision, hvor der er usikkerheder. Her ved vi ikke endnu, hvad der er en fordel at bruge den til. Det er ikke undersøgt tilstrækkeligt endnu. siger Brian Vad Mathiesen.

Tager vi de internationale briller på, er Danmark ifølge Brian Vad Mathiesen foran på point, når det gælder den grønne omstilling.

- Vi kan ikke planlægge på den samme fornuftige måde globalt, som vi kan i Danmark. Den grønne omstilling bliver simpelthen dyrere for omverden end for os. Vi er langt fremme i Danmark, og vores lovgivning fremmer de gode løsninger. Der er gode ting i gang: Prisen på de her ting falder. Samlet set vil jeg sige, at når det gælder vores klimamål for 2050, så kunne årstallet lige så godt være 2040 eller 2045. Det hele handler om, hvad vi vil betale – både i Danmark og internationalt, siger Brian Vad Mathiesen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078