23948sdkhjf

Grøn omstilling: Virksomheder har søgt Erhvervspuljen om 97 millioner kroner

Den 14. juni blev der sat punktum for den fjerde åbning af Erhvervspuljen i år. I alt modtog Energistyrelsen 182 ansøgninger om tilskud for 97 millioner kroner.

Det beløb er næsten lige så stort som det, der blev ansøgt for i forrige runde i april, hvor Energistyrelsen oplevede en tredobling i antallet af ansøgte tilskudsmidler.

En af de virksomheder, der har søgt tilskud, er rugerivirksomheden DanHatch, der hvert år producerer millioner af rugeæg og daggamle slagtekyllinger.

- Vi har søgt for at få sat fart på den bæredygtige omstilling og gå fra sort til grøn energi, siger direktør Søren Villumsen.

Tilskud til varmevekslere

DanHatch har søgt tilskud til blandt andet varmevekslere, der skal hjælpe virksomheden med at blive mindre afhængig af olie og naturgas i varmeproduktionen.

Erhvervspuljen

  • Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre grøn omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. 
  • Puljen er på i alt ca. 3,9 mia. kr. og løber fra 2020 til 2029.

Kilde: Erhvervsstyrelsen

De 182 ansøgninger, der i denne omgang er sendt til Erhvervspuljen, er indtil videre i fase 1, og det betyder, at det endnu ikke er afgjort, om de får tilsagn eller ej.

Ansøgningerne er fordelt bredt ud på forskellige brancher, men flest er der kommet fra landbrug og gartnerier. Også fødevarebranchen er godt repræsenteret, og tilsammen står de for lige knap en fjerdedel af alle ansøgningerne.

Skifte væk fra fossile brændstoffer

I Energistyrelsen er man også godt tilfreds med den store interesse for den seneste åbning af Erhvervspuljen.

Vicedirektør Stine Leth Rasmussen glæder sig over, at flere virksomheder er blevet opmærksomme på mulighederne for at energieffektivisere og skifte væk fra fossile brændsler.

- Vi har kun ét mål med Erhvervspuljen, og det er at hjælpe virksomhederne med at realisere grønne projekter. Og jeg synes, at vi med de tilgængelige standardløsninger og mulighed for vejledning fra Energistyrelsen tilbyder nogle gode redskaber til at få sat gang i projekter, der både styrker virksomhedernes konkurrenceevne og giver CO2-reduktioner, siger Stine Leth Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109