23948sdkhjf

Ikea Aalborg har samlet sit første fjernkøleanlæg

Møbelgiganten og Aalborg Forsyning har indviet et klimavenligt fjernkølingssystem. Returvarmen kan opvarme 480 boliger.

Ikea Aalborg har netop taget sit nye fjernkøleanlæg i drift. Anlægget er det første af sin slags i Aalborg og leverer både klimavenligt fjernkøling til selve varehuset og fjernvarme til borgerne i Aalborg.

Dermed har Ikea udskiftet sit traditionelle kølesystem med fjernkøling fra Aalborg Forsyning.

Fjernkøling er både billigere og mere klimavenligt end traditionel køling. Ikeas nye anlæg vil spare klimaet for næsten 2000 tons CO2 de næste seks år, og overskudsvarmen, der kommer retur fra køleanlægget, kan årligt opvarme, hvad der svarer til 480 boliger med bæredygtig varme.

Returvarmen ryger direkte i fjernvarmesystemet

Aalborg Forsyning har bygget en lokal energicentral på Ikeas grund med en eldrevet varmepumpe, som i første omgang har en køleeffekt på lidt under 1 MW.

Varmepumpen producerer fjernkøling til Ikea, og den varme der produceres i køleanlægget bliver brugt direkte i fjernvarmesystemet i Aalborg til gavn for Ikea, varmekunderne og miljøet.

Fjernkøling breder sig

Interessen for fjernkøling stiger, derfor har Aalborg Forsyning sikret sig, at energicentralen ved Ikea er forberedt til flere kunder i lokalområdet. Samtidig breder fjernkøling sig også andre steder i Aalborg.

Det nye universitetshospital, der er under opførsel i Aalborg Øst, er den første store fjernkølingskunde, som Aalborg Forsyning har lavet aftale med. Samtidig ligger der flere varehuse og erhvervsvirksomheder i Aalborg Syd, som Aalborg forsyning også kan levere fjernkøling til.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093