Evida har netop tilsluttet biogasanlæg nummer 53 til det danske gassystem. Anlægget, som ligger tæt ved motorvejsafkørsel 73 Kliplev, skal levere biogas ud i det sønderjyske gasnet til gavn for gasforbrugerne og den grønne omstilling.
- Vi arbejder for den grønne omstilling og er derfor glade for at kunne tilslutte endnu et biogasanlæg til gassystemet. Sønderjylland er et af de områder, hvor der udbygges mest med biogas i disse år, og som dermed bidrager til at gennemføre en omstilling af gasforbruget væk fra naturgas, siger Peter Kristensen, strategi- og udviklingsdirektør i Evida.
Sustainable Bio Solutions (SBS) ejer biogasanlægget, som er opført og drives af Bigadan, og når anlægget er i fuld drift, kan det hver time levere 6.000 m3 bio-metan ind i gassystemet. Det svarer på årsbasis til gasforbruget i cirka 29.000 parcelhuse.
To parallelle ledninger forbinder biogasanlægget med gasnettet. Den ene ledning leder gassen ind i gasnettet omkring Tinglev by. Den anden ledning fortsætter mod Bolderslev, hvor en kompressorstation hæver trykket på gassen, så den kan sendes ind i det overordnede gastransmissionsnet og fordeles længere ud i landet.
Lige nu udgør biogas mere end 25% af gassen i gasnettet, og andelen er stigende.
Ifølge Energistyrelsens fremskrivninger vil biogas i 2025 kunne dække, hvad der svarer til 38 procent af gasforbruget herhjemme.
