23948sdkhjf

Klimaminister fejer blåt krav om afgiftslettelser af bordet

Folketingets partier forhandler lige nu om økonomisk hjælp til danskere, som er ramt af stigende varmepriser.

Efter fredagens forhandlinger om hjælp til de danskere, som lige nu er ramt af høje varmeregninger, har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ifølge ham selv en god og en dårlig nyhed.

- Den gode nyhed er, at der er bred opbakning til at hjælpe de danskere, som står i en svær økonomisk situation lige nu, siger Dan Jørgensen.

- Den negative nyhed er, at der er ret stor forskel på, hvad partierne vil.

Regeringen har selv foreslået, at de familier, som er hårdest ramt, skal have økonomisk hjælp i form af en skattefri check.

Den skal gå til de 400.000 husstande, som varmer boligen op med gasfyr, og de omkring 40.000, der har fjernvarme, hvor den primære kilde er gas.

De borgerlige partier ønsker at sænke elafgifterne - med det argument, at alle danskere dermed vil få et tilskud til at betale de stigende udgifter.

Men det er helt udelukket, lyder det fra Dan Jørgensen, som ikke ønsker at "smøre hjælpen ud", men derimod målrette den.

- Jeg må sige, at det er lidt kynisk af de borgerlige partier at bruge det her som en undskyldning for at få nogle skattelettelser, siger ministeren.

- Ingen vil jo påstå, at hvis vi sænker elafgiften en lille smule for alle danskere, at problemet så vil blive afhjulpet. Og det vil blive meget dyrt for statskassen.

- Vi ved godt, at de borgerlige gerne vil have skattelettelser - og fint nok - men hvorfor skal de også markere det her, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078