23948sdkhjf

Trafikstyrelsen giver grønt lys til radarsystem til havmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord

Trafikstyrelsen har nu givet dispensation til brugen af et nyt radarsystem, som skal reducere lysmarkeringerne på møllerne i de nye havmølleparker Vesterhav Syd og Nord. Løsningen vil betyde, at det røde topmarkeringslys vil være slukket om natten omkring 95 procent af tiden.

Efter at placeringen af radarmast har været godkendt i Teknik- og Miljøudvalgene i Ringkøbing Skjern Kommune og Lemvig Kommune, har Trafikstyrelsen nu også givet endelig dispensation til brugen af et nyt radarsystem til havmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord.

Med opsætningen af det nye radarsystem sikrer man mindst mulig visuel påvirkning om natten fra de to nye havmølleparker Vesterhav Syd og Nord.  

I praksis fungerer radarsystemet ved, at det scanner for fly i området, så møllernes markeringslys kun tændes, når der er et fly i det nærliggende luftrum. Systemet sikrer, at møllernes lys ikke forstyrrer øjet, hvis man ser ud over vandet om aftenen, samtidig med at sikkerheden i luftrummet omkring havmølleparkerne opretholdes.

- Vi er glade for, at Trafikstyrelsen har givet dispensation til brugen af radarsystemet. Vi kan nu arbejde videre med opsætningen af radarsystemet, der i sidste ende skal sikre, at lysmarkeringerne kommer til at påvirke omgivelserne mindst muligt, da det røde lys på møllerne vil være slukket langt det meste af tiden, siger projekt direktør for Vesterhav Syd og Nord Mathilde Damsgaard i en pressemeddelelse. 

Det er første gang, at radarsystemet installeres på en dansk vindmøllepark i kommerciel drift. Radarsystemet har tidligere været brugt på vindmølleparker til lands i både Sverige, Norge og Tyskland, men har altså ikke tidligere været i brug på havmølleparker før nu.

De to havmølleparker Vesterhav Syd og Nord vil øge den danske el-produktion markant - nok til at dække det årlige elforbrug i ca. 350.000 danske husstande. De udgør dermed en væsentlig del af Danmarks grønne omstilling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095