23948sdkhjf

Danmarks grønne omstilling er flere vindmølleparker bagud

Kæmpe mangel på VE-strøm gør, at vi kun på papiret vil nå ­målet om at reducere CO2-­udledningen med 70 pct. i 2030. Ændrer vi ikke kurs, når vi det nemlig ved hjælp af udenlandsk kulkraft.

Producerer vi strøm med kulkraft i Danmark, trækker det ned i vores klimaregnskab. Men bruger vi ‘sort’ strøm fra Tyskland, gør det ikke.

Og hvis der ikke meget snart sker noget drastisk, vil Danmark kun nå målet om en reduktion af CO2-udled­ningen med 70 pct. i 2030 ved netop at bruge sort strøm produceret i vores nabolande.

Det viser helt nye beregninger ­udarbejdet for Ingeniøren af tre centrale parter i energiomstillingen.

Bundlinjen er, at Danmark kommer til at mangle, hvad der svarer til produktionen fra mellem halvanden og tre en halv af nutidens ­allerstørste havvindmølleparker. Og manglen bliver større, hvis der bliver etableret mindre sol- og vindkraft end forudsat, hvilket meget tyder på lige nu.

Skal kursen ændres, er der akut behov for beslutninger, for etableringen af store vindmølleparker tager seks-otte år, lyder det fra Klimarådet:

- Det er helt fundamentalt for ­vores grønne omstilling, at vi har grøn strøm nok. Ellers opnår vi ikke de CO2-reduktioner, som vi gerne vil, siger medlem af Klimarådet, professor emeritus i energiøkonomi ved DTU, Poul Erik Morthorst og tilføjer:

- Selvfølgelig betyder det noget, om vi klarer det selv eller ­belaster andre landes klimamål med en netto­import af el. Vi kan dårligt påstå at være foregangsland, som klimaloven jo siger, vi skal være, hvis vi ikke kan håndtere vores egen grønne elproduktion.

I beregningerne for Ingeniøren er det Ea Energianalyse, som ­kommer frem til den største mangel på VE-­kapacitet i 2030, nemlig 15,2 TWh. Konsulentvirksomheden er en helt central spiller, når stat, kommuner og forsyningsselskaber skal have lavet de tungeste energiberegninger.

»Det her er vores bedste bud på, hvad der vil ske, hvis ikke politi­kerne meget snart handler på at få lukket den meget ubehagelige VE-­mangel, vi lige nu har udsigt til, « siger partner Hans Henrik Lindboe.

Sektorfællesskabet Wind Denmark kommer frem til et underskud på 13,1 TWh. Og i bunden af intervallet regner brancheorganisa­tionen Dansk Energi sig frem til, at Danmark vil mangle 7 TWh grøn energi i 2030. Begge organisationer påpeger dog, at ambi­tionen bør være at eksportere grøn strøm til Europa.

- Problemet er, at landene omkring os er i gang med samme elek­trificering, og især syd for os er VE-­potentialet begrænset. Derfor er det uholdbart at forlade sig på en strategi, hvor vi importerer strøm, siger branchechef for VE i Dansk Energi, Kristine Grunnet.

Over for Ingeniøren afviser Energi­styrelsen, at 2030 overhovedet er en deadline for at være selvforsynende med grøn strøm nok til at nå klimamålene. Og styrelsen mener ikke, den kan regne på en ­eventuel mangel på grøn strøm uden et poli­tisk signal om, hvilken VE-andel Danmark skal have til den tid.

Minister: Vi overholder klimaloven

Heller ikke klimaminister Dan Jørgensen (S) mener, at Danmark behøver at være selvforsynende med grøn strøm i 2030, lyder det i et skriftligt svar til Ingeniøren. Han vil heller ikke lægge sig fast på hvor stor en andel af strømforbruget vi skal kunne dække selv.

Og som Energistyrelsen mener han ikke, at der kan regnes på en VE-manko uden at kende fremtidens behov og resultatet af kommende politiske forhandlinger. Han anerkender dog, at VE-behovet ser ud til at stige.

- Vi overholder klimaloven, så længe vi kan opfylde klimamålene. Det afgørende er, at vi har den nødvendige mængde grønne strøm i systemet til at nå de mål. Derfor har vi blandt andet fokus på et velintegreret elmarked med vores nabolande, så Danmark kan importere og eksportere strøm og dermed sikre, at der altid er strøm i kontakten uanset vores vejrforhold herhjemme, lyder det fra klimaministeren.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078