På SDU fokuserer forskere på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse i stigende grad på vindindustrien. Universitetets fokus startede med et forløb, der blev udarbejdet for netværket MidtVind, der over en årrække samlede primært jyske underleverandører i et videns- og kompetenceskabende netværk. Til efteråret opretter SDU en HD 2. del samt en MBA i supply chain management, der er brugbar for mange af aktørerne i vindindustrien. Særligt ingeniører kan gennem studiet opnå en større forretningsforståelse.
- De studerende får et begrebsapparat, som de ikke har haft plads til gennem deres ingeniørstudier, der typisk har været mere teknisk orienterede. Nu får man altså noget mere ledelsesmæssig, organisatorisk og økonomisk tilgang til problemstillingerne. Vindindustrien er jo meget præget af ingeniører, og det er ikke fordi jeg er ude efter ingeniører, vi kunne ikke leve uden, men vi kunne godt bygge noget mere bro mellem samfundsvidenskab og ingeniørvidenskab for at forbedre vindindustriens konkurrencekraft og levedygtighed, siger Jan Stentoft Arlbjørn, der også er studieansvarlig på de to linjer. Han tilføjer:
- Hvis man vil have ’cost of energy’ ned, så kræver det nogle andre samarbejdsmodeller, som man kan se i mange relaterede industrier, som har været igennem den udvikling som nu præger vindindustrien.
Baggrunden for de to nye linjer er desuden, at også vindindustrien i stigende grad globaliseres, og at der dermed lægges pres på konkurrenceevnen blandt danske virksomheder. Jan Stentoft Arlbjørn understreger, at vindindustrien skal løbe hurtigere for ikke at miste den danske førerposition:
- Vi står på ryggen af den store spidskompetence, der er bygget op i Danmark og det er fuldstændig rigtigt, at vi er i ’the leading top’ og det er flot. Hvis vi skal bevare førerpositionen så kræver det, at vi skal tænke meget mere kommercielt og forretningsorienteret. Det vil sige udvikling af nye forretningsmodeller, ellers bliver vi overhalet. Det kræver altså brobygning, og der kommer flere og flere erhvervs- og samfundsøkonomiske problemstillinger ind på det her område.
SDU er ikke ene om, at opruste på uddannelse og forskning rettet mod vindindustrien. Også de store tekniske universiteter øger deres fokus på branchen, og er medansøgere på en stor ansøgning til det strategiske forskningsråd.

