Det grønne regnskab for Aalborg Forsyning Kloak vidner om, at der er masser af energi i vores efterladenskaber. Ifølge regnskabet producerede de ålborgensiske renseanlæg tilsammen 1,5 mio. kWh mere i 2011, end de selv brugte, det skriver Nordjyske.dk.
I Aalborg er rensningen af spildevand centraliseret på to store anlæg, hvor det organiske indhold i spildevandet omdannes til biogas, som derefter bruges til at lave el og varme.
- At få plus på energi-regnskabet er kun muligt, hvis man har meget store renseanlæg med op til 100.000 personer tilsluttet. Derfor er Aalborg det første sted i Nordjylland, hvor det sker, siger Henrik Werchmeister, formand for spildevandskomiteen i brancheforeningen Danva, til Nordjyske.dk.
Overskuddet i energiproduktionen forventes at stige yderligere i de kommende år.