23948sdkhjf

Vestas lukker vestjysk fabrik

For at forbedre sin konkurrencedygtighed har Vestas besluttet sig for at lukke tre europæiske fabrikker.

Det drejer sig om fabrikker i Lauchhammer i Tyskland, Viveiro i Spanien samt i Esbjerg. Det oplyser Vestas i en pressemeddelelse.

- Nutidens hurtige energiomstilling, hurtige introduktion af nye produkter og den nylige integration af vores onshore- og offshore-forretninger kræver, at vi yderligere modner og udvikler vores leverandørnetværk og produktions-fodaftryk. Selvom Vestas fastholder et stærkt fodaftryk i Europa på tværs af produktions- og serviceaktiviteter, er det altid svært at tage beslutninger, der negativt påvirker vores gode, hårdtarbejdende kolleger hos Vestas, siger executive vice president og COO, Tommy Rahbek Nielsen.

I Esbjerg har Vestas cirka 75 medarbejdere, som producerer omformermoduler til V164- og V174-vindmøllerne. Vestas forventer dog, at de modeller fremover vil efterspørges uden for Europa, og derfor vil man i første halvdel af 2022 indstille produktionen i Esbjerg.

I tyske Lauchhammer producerer man vindmøllevinger til V117- og V136-vindmøller. Allerede for to år siden droslede Vestas ned for produktionen på fabrikken, og fremover vil man producere disse vinger på andre Vestas-fabrikker verden over. Fabrikken har cirka 460 medarbejdere, og lukkes inden udgangen af 2021.

I spanske Viveiro er omkring 115 medarbejdere beskæftiget med produktion af generatorer til Vestas 2 MW-møller og kontrolpaneler til V164-møllerne. Vestas oplever dog faldende efterspørgsel efter 2 MW-møllerne og vil derfor lukke fabrikken inden udgangen af 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203