23948sdkhjf

Leder: På bratsch og violin

For nyligt var hele den virksomhed, som magasinet Forsyning og jeg er en del af, på seminar. Selvom navnet antyder, at der skulle foregå noget fagligt, så var det slet ikke tilfældet.

Det var et vaskeægte ryste-sammen-nu-skal-vi-hygge-os-seminar. To dage, hvor alt andet end artikler, nyhedsflow, B2B-verdenen, annoncer og salg var i højsædet. 

Ikke desto mindre skulle vi dog lære et og andet.

Vi blev nemlig – alle 100 mænd og kvinder – kastet ud på dybt vand. Vi skulle på halvanden time lære at spille violin og bratsch – for mit vedkommende drejede det sig om sidstnævnte. 

To umådeligt dygtige violinister havde fået opgaven med at holde styr på 100 mennesker, 100 violiner og bratscher, 100 buer samt at sørge for ro og orden - nærmest en umulig opgave, da ingen - og jeg mener ingen - kan lade være med at stryge buen på strengene lige så snart den er landet i hånden.

Om det lød godt er tvivlsomt. Om det var sjovt – unægteligt. Om vi lærte at spille violin og bratsch - ingenlunde.

Det første skyldtes nok mestendels, at det er hundesvært at stryge en bue over nogle strenge i takt med andre, uden det lyder som man trækker en kat i halen. Med mindre man selvfølgelig har gået til det. Eller som min sidemand, der mente, at han var en form for naturtalent, der lå i den bedre ende af spektret.

Det andet skyldtes, at ingen havde prøvet det før. Alle kastede vi os ud i det – uden frygten for at fejle. Uden frygten for at lyde som en kat, der bliver trukket i halen. 

Det tredje skyldtes, at det kræver undervisning, træning og tålmod at mestre instrumenter så fintfølende som violin og bratsch – og angiveligt en vis portion naturtalent. 

Men vi lærte noget. At det langt fra er farligt og altid et forsøg værd at prøve nyt. Og at man risikerer at have det sjovt i processen – også selvom output ikke lige med det samme er til de bonede gulve eller sarte ører.

Og der er da ingen tvivl i verden om, at var vi blevet ved med at øve os, var vi lykkedes - i hvert tilfælde hvis vi selv skal sige det.

I energi- og forsyningssektoren er det også ad åre blev øvet en del dog ikke på violin og bratsch men på teknologier og processer, hvor resultaterne ikke i første omgang har været egnede til offentligt skue – og hvor det måske i den første indspilning har lydt lidt som når man trækker en kat i halen. 

Men ikke desto mindre er aktørerne i sektoren blevet ved med at prøve. For det kræver nemlig en del undervisning, træning og tålmod at mestre så fine teknologier, som power-to-X, saltlagring, rensning for medicinrester i spildevand samt afdækningen af forureninger og DMS i grundvandet. 

Men øvelse gør mester – De færreste rammer kammertonen i første forsøg. Og lur mig om ikke de har haft det sjovt i processen.

Jeg har i hvert tilfælde – både med at følge udviklingen i energi- og forsyningssektoren og med at prøve kræfter med bratschen. 

Det første fortsætter jeg med en rum tid endnu - men til trods for den store underholdningsværdi i bratsch-spilleriet, så bliver det nok ved det.

Denne leder er bragt i magasinet Forsyning, der udkom 15. september 2021

Artiklen er en del af temaet Magasinet Forsyning.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.062