23948sdkhjf

Topsøe sprudler efter at være sluppet af med italiensk spændetrøje

Tre generationer i det frikøbte Haldor Topsøe knokler for at genskabe en rent familieejet virksomhed med store vækstambitioner.
I en alder af 94 år lykkedes det den nu 98-årige Haldor Topsøe at vinde en 35 år lang udmattelseskamp med sin italienske partner Saipem, det skriver Børsen.

Med et lån på 2,6 mia. kr. købte han sig fri i 2007, lige inden finanskrisen brød ud.

Nu cementerer han den 100 pct. familieejede virksomhed, hvor 90 pct. af aktierne er overdraget til anden og nu også tredje generation, som står last og brast om de gamle værdier garneret med en ny ambitiøs vækstplan, der skal firedoble top- og bundlinje de næste ti år.

- Der var nogle italienere, der forregnede sig i forhold til, hvor gammel min farfar kunne blive, siger repræsentant for tredje generation i Topsøe, Jakob Haldor Topsøe, til Børsen. Jakob Haldor Topsøe er 43 år, søn af Flemming Topsøe, og medlem af bestyrelsen for Haldor Topsøe A/S.

Forskellige ambitioner
Alvorlige økonomiske problemer tvang i 1972 Haldor Topsøe i armene på den rige italiener, hvis moderselskab er halvvejs statsejet og halvvejs børsnoteret, men ægteskabet knirkede fra starten, fortæller den 67-årige søn Henrik Topsøe til Børsen.

- Der var jo indgået den aftale, at når far faldt væk, skulle italienerne have 1 pct. mere af aktierne, så de nåede de 51 pct. Men det bekymrede os, at de kun var interesserede i halvdelen af virksomheden. Så to til tre gange om året rejste far og jeg til Italien for at prøve at opløse ægteskabet. Det var mange gange lige ved at lykkes, men så skiftede de topchef, og så blev alt stillet i bero. Tiden gik, og far fyldte 90 og 91, og troen på, at det ville lykkes, svandt ind. Derfor har der i mange år været usikkerhed om den fremtidige strategi i firmaet, siger Henrik Topsøe.

Uenigheden gik kort fortalt ud på, at italienerne ville bygge anlæg baseret på en hvilken som helst teknologi, mens Topsøe ville tilbyde egen teknologi til hele markedet. Og mens Topsøe gerne ville investere langsigtet i forskning, holdt italienerne igen i skelen til deres børskurs.

Kursus for hele familien
Siden 2007 har familien haft travlt med at genetablere en ny familiebaseret ejerstruktur.

- Det var et wake up call for hele familien, da vi slap af med italienerne. For hvordan skulle vi agere som familiefirma? Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi skulle have professionel hjælp til at løse det spørgsmål, hvorfor hele anden og tredje generation har været på kursus i familieeje på business skolen IMD i Lausanne, fortæller Jakob Haldor Topsøe til Børsen.

For at udforme en aktionæroverenskomst og formulere en langsigtet strategi mødes familien næsten hver uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095