23948sdkhjf

Nu er der flere millioner på vej til grøn færgedrift

Knap en fordobling af puljemidlerne til at sætte fart i den grønne omstilling af kommunal færgedrift.

Det er de kontante fakta på den såkaldte Færgepulje, der blev lanceret i april med 150 millioner kroner på bogen. Nu er beløbet hævet til 280 millioner kroner, og de midler vil man gerne have delt ud inden årets udgang.

Det oplyser Erhvervsservice Nord i en pressemeddelelse. 

Puljen er søsat, fordi Regeringen ønsker at sætte ekstra fart i den grønne omstilling af erhvervslivet samt senest til de kommunalt ejede indenrigsfærger.

- Med så kort ansøgningsfrist vil det primært være retrofitprojekter, der kan komme i betragtning. Nybygningsprojekter tager for lang tid. Men selv et retrofitprojekt tager tid at forberede til ansøgning, så jeg kan kun opfordre alle færgeejere med ønske om grøn omstilling til at gå i gang straks, lyder det fra Niels Dal fra NOENCO, der har stor erfaring med energirådgivning inden for søfart og industri.

Også millioner til private

Tilsvarende er der store tilskudsbeløb til rådighed for privatejede produktions-, handels-, og servicevirksomheder, men også her gør korte ansøgningsfrister det svært at udnytte mulighederne.

Der har allerede været flere udbud i år på 150 mio. kr. pr. gang, men der er kun kommet ansøgninger for omkring 40 pct. af pengene. Energistyrelsen har puljet pengene og lavet et udbud på hele 450 mio. kr. Her er der altså gode chancer for at få tilskud, men igen er ansøgningsfristen ultrakort – 14. september.

- Det er attraktive ordninger, hvor små virksomheder kan få op til 50 pct. i tilskud og store virksomheder op til 30 pct., men man skal være hurtig. Det er tæt på at være urimelige betingelser, men jeg vil ikke sige, at det er umuligt. Vi har gjort det før. Så har du en idé til energioptimering i din virksomhed, så benyt dig af den oplagte mulighed lige nu. Vi er klar til at hjælpe, fastslår Niels Dal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094