23948sdkhjf

34,2 milliarder liter overløbs-spildevand lige ud i vandmiljøet

Åer, søer og kystvande måtte sidste år tage imod 34,2 milliarder liter spildevand fortyndet med regnvand, når kloakker løb over ved skybrud eller kraftig regn.

Det viser nye tal fra den såkaldte Puls-database, som WaterTech, Ingeniørens medie for vandsektoren, har fået aktindsigt i.

Spildevandet kom både fra bypass på renseanlæg – det som renseanlæggene ikke kan nå at rense, når der kommer store vandmængder – og fra de knap 4.500 såkaldte overløbsbygværker, som ligger tæt ved vandområder.

Med det opblandede spildevand fulgte 411 ton kvælstof, 72 ton fosfor og 5.800 ton organisk stof, som kan være et stort problem for dyr og planter i søer, især dem med gamle fosforpuljer på bunden.

I vandløb kan stofferne skade endnu mere: Miljøfremmede stoffer kan fjerne ilten øjeblikkeligt ved udløbet og et stykke nede ad åen, og fisk og andet liv kan blive skyllet væk af overløbets kraftige bølge.

Miljøminister Lea Wermelin (S) slog ved sin tale til brancheorganisationen Danvas årsmøde for nylig fast, at sektoren »kan – og skal –gøre det bedre«.

»Ligesom vi i regeringen lige nu er i gang med landbrugsforhandlinger med et ambitiøst udspil om yderligere kvælstofreduktioner, så skal vi sammen også se på, hvordan vi kan få udledningerne af spildevand ned i den kommende tid,« understregede Lea Wermelin.

Men SF mener, at det går alt for langsomt, bl.a. fordi Lea Wermelin allerede i september 2019 på et samråd erkendte, at der skulle nye krav til, og at afgiftsstrukturen skulle ændres. Partiets miljøordfører, Carl Valentin, har nu bedt ministeren om at oplyse årsagen til, at der ikke er sket noget, og hvornår det vil ske.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078